Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Enke og Moder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det ikke de store Egenskaber, med hvilke Dumhed regjerer
Verden?
Da efter Kjøreturen til Waterloo Mr. Osbornes Vogn ved
Solnedgang nærmede sig Byens Porte, mødte den en anden aaben
Vogn, i hvilken der sad et Par Damer og en Herre, medens
en Officer red ved Siden. Det gav et stærkt Sæt i Osborne,
og Sergeanten, som sad ved Siden af ham, tilkastede sin Nabo
et forbauset Blik, medens han tog til Huen for Officeren, som
mekanisk gjengjældte Hilsenen. Det var Amelia med den lamme
unge Fændrik ved sin Side, og ligeoverfor hende sad hendes
trofaste Veninde Mrs. O’Dowd. Det var Amelia, men hvor
lidt der var tilbage af den friske, smukke unge Pige, som
Osborne kjendte! Hendes Ansigt var blegt og magert. Hendes
smukke brune Haar havde skjult sig under en Enkekappe —
det stakkels Barn. Hendes Øjne stode stive i Hovedet og saa
intetsteds hen. De stirrede Osborne lige i Ansigtet, da Vognene
krydsede hinanden, men hun kjendte ham ikke; og heller ikke
gjenkjendte han hende, førend han ved at slaa Øjnene op saa
Dobbin ride ved Siden af hende, og saa vidste han, hvem det
var. Han hadede hende. Han vidste ikke selv i hvor høj
Grad, før han saa hende der. Da hendes Vogn var passeret
forbi, vendte han sig om og stirrede paa Sergeanten, som ikke
kunde lade være at se paa ham, med en Forbandelse og en
Udfordring i Blikket, der skulde sige saa meget som: — Hvor
tør De se paa mig. For Pokker, jeg hader hende. Det er
hende, som har kuldkastet alle mine Forhaabninger og al min
Stolthed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
