Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Enke og Moder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Sig til den Slyngel, at han kjører hurtig til, raabte
han til Lakajen paa Bukken.
Et Minut efter kom en Hest klaprende hen over Stenbroen
bagved Osbornes Yogn, og Dobbin red op paa Siden af den. Hans
Tanker havde været andensteds henne, da Vognene passerede hin-
anden, og det var først, da han havde redet nogle Skridt, at
han erindrede, at det var Osborne, som nylig var kjørt forbi
ham. William, som hver Dag plejede at ledsage Amelia paa
hendes Kjøreture, tog da sit TJhr frem, undskyldte sig med,
at han havde truffet Aftale om at være et Sted paa en bestemt
Tid, hvilket han først erindrede nu, og red saa afsted. Hun
lagde heller ikke Mærke dertil, men sad og stirrede ud over
det ikke skjønne Landskab henimod Skovene i det Fjerne, i
Retning af hvilke George var marscheret bort.
— Mr. Osborne, Mr. Osborne! raabte Dobbin, da han red
op, og rakte sin Haand frem.
Osborne gjorde ingen Bevægelse for at tage den, men
raabte atter med en Ed til sin Kusk om at kjøre til.
Dobbin lagde sin Haand paa Yognkanten.
— Jeg vil tale med Dem, Sir, sagde han. Jeg har et
Bud til Dem.
— Fra det Fruentimmer? sagde Osborne hidsig.
— Nej, svarede den Anden, fra deres Søn.
Ved disse Ord faldt Osborne tilbage i Hjørnet af Vognen;
Dobbin lod den kjøre videre og red uden at mæle et Ord tæt
13*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
