Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Vor Ven Majoren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dien. Vil De have varmt Vand? Hvorfor kommer De med
Extrapost? Er Postkareten ikke god nok?
Og med disse Ord førte den trofaste Opvarter, som
kjendte hver en Officer, der kom i Huset, og for hvem et
Tidsrum af ti Aar kun syntes at være nogle faa Dage, Dobbin
op paa hans gamle Værelse med den store Seng med Uld-
tæpperne, med det slidte Gulvtæppe, som var blevet lidt mere
snavset, og med de sorte gamle Møbler, som vare betrukne
med falmet Sirts, ganske som Majoren erindrede det fra sin
Ungdom.
Han erindrede sig George Dagen før han blev gift spanku-
lerende op og ned ad Gulvet, bidende sig i Neglene og
sværgende paa, at den Gamle maatte gi’e sig, og hvis han
ikke gjorde det, saa brød han sig ikke en Snus derom. Han
kunde erindre ham komme ind og smække Døren til Dobbins
Værelse haardt i efter sig, medens hans eget Værelse laa tæt
derved —
— De er ikke bleven ung, sagde John, idet han rolig
betragtede sin Ven fra fordums Dage.
Dobbin lo.
— Ti Aar og et Feberanfald gjøre ikke en Mand ung,
John, sagde han. Det er Dig, som bestandig vedbliver at være
ung. — Nej, Du er altid den Gamle.
— Hvad er der bleven af Kaptajn Osbornes Enke? sagde
John. En smuk ung Fyr var han. Jøsses, hvor han plejede
at ødsle med Penge. Han kom aldrig tilbage efter den Dag, han
blev viet herfra. Han skylder mig tre Pund endnu den Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
