Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Vor Ven Majoren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ud til den Gade, i hvilken hun boede. Skulde hun giftes
eller ej ? Hvis han mødte hende og den lille Dreng — gode
Gud, hvad skulde han da gjøre? Han saa et Fruentimmer
komme ham imøde med et Barn paa fem Aar — var det
hende? Han begyndte at skjælve ved Tanken om den blotte
Mulighed. Da han endelig kom til den Bække Huse, af hvilke
hun beboede et, og til Laagen, greb han fat i den og stan-
sede. Han maatte have kunnet høre sit eget Hjertes Banken.
— Gud, den Almægtige velsigne hende, hvad der saa
end er sket, tænkte han ved sig selv. — Tys! Maaske er hun
flyttet bort herfra, sagde han og gik ind igjennem Laagen.
Vinduerne i det Værelse, som hun plejede at benytte,
stode aabne, og der var I: gen i Værelset. Majoren troede
dog, at han kunde gjenkjende Fortepianoet med Maleriet over,
ligesom det havde været i gamle Dage, og hans Forvirring
begyndte paany. Mr. Clapps Messingplade var endnu paa Døren,
med hvis Hammer Dobbin slog et svagt Slag.
En Pige paa sexten Aar med et livligt Udseende, blaa
Øjne og røde Kinder kom ud og lukkede op og saa stift paa
Majoren, som lænede sig imod Væggen.
Han var saa bleg som et Spøgelse og kunde næppe frem-
stamme et Ord!
— ’ Bor Mrs. Osborne her ?
Hun saa ham et Øjeblik stift i Øjnene — blev saa ogsaa
bleg og sagde:
— Store Gud — det er jo Major Dobbin.
• Hun rakte skjælvende begge sine Hænder frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
