Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 18. Amantium Iræ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Det er en meget beskeden og passende Maade at
bagtale Folk paa, Major Dobbin, sagde Rebecca. De udslynger
haarde Beskyldninger imod mig, og naar Alt kommer til Alt,
vil De ikke engang sige, hvad det er, De beskylder mig for.
Hvad er det? Er det Utroskab mod min Mand? Jeg afviser
den Beskyldning med Foragt og udfordrer Enhver til at bevise
den — jeg udfordrer Dem dertil, siger jeg. Min Ære er
lige saa uplettet som noget Menneskes, selv min bitreste
Fjendes. Anklager De mig for at være fattig, forladt og
ulykkelig? Ja, de Fejl er jeg skyldig i, og jeg er daglig
bleven straffet for dem. Lad mig gaa, Emmy. Jeg behøver
jo blot at lade, som om jeg aldrig havde truffet Dig, og jeg
er ikke værre stillet idag, end jeg var igaar. Det er kun at
lade, som om Natten er forbi, og den stakkels Vandrerske
har begivet sig paa Vej. Kan Du ikke huske den Sang, vi
plejede at synge i de gamle, kjære gamle Dage? Jeg har
vandret omkring lige siden den Gang — et stakkels Udskud,
der foragtes, fordi jeg er ulykkelig, og insulteres, fordi jeg er
alene. — Lad mig gaa; min Forbliven her er denne Herres
Planer i Vejen.
— Ja, det er den, Madame, sagde Majoren. Dersom jeg
har nogen Myndighed i dette Hus —
— Myndighed, aldeles ikke! afbrød Amelia ham. Re-
becca, Du bliver hos mig. Jeg vil ikke forlade Dig, fordi Du
er bleven forfulgt, eller insultere Dig, fordi — fordi Major
Dobbin faar Lyst dertil. Kom med mig, min Kjære.
Og de to Damer begave sig hen imod Døren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
