Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 18. Amantium Iræ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"William aabnede den; men idet de gik ud, tog han
Amelias Haand og sagde:
— Vil De blive her et Øjeblik og tale med mig.
– Han vil tale med Dig, uden at jeg maa høre derpaa,
sagde Becky og saa ud som en Martyrerske.
Amelia trak som Svar sin Haand til sig.
— Paa min Ære, det er ikke om Dem, jeg vil tale,
sagde Dobbin. Kom tilbage, Amelia.
Og hun kom.
Dobbin bukkede for Mrs. Crawley, idet han lukkede Døren
efter hende. Amelia saa paa ham, medens hun lænede sig imod
Spejlet; hendes Ansigt og Læber vare helt hvide.
— Jeg var forvirret, da jeg nylig talte, sagde Majoren
efter en Pause; og jeg misbrugte Ordet »Myndighed«.
— Det gjorde De, sagde Amelia med klaprende Tænder.
. — I det Mindste maa jeg da have Ret til at gjøre For-
dring paa at blive hørt, fortsatte Dobbin.
— Det er ædelmodigt af Dem at minde mig om vore
Forpligtelser imod Dem, svarede hun.
— Den Ret, jeg sigter til, er den, som Georges Fader
har efterladt mig, sagde William.
— Ja, og De har insulteret hans Minde. Det gjorde
De igaar. Det ved De, at De gjorde. Og jeg vil aldrig
tilgive Dem. Aldrig! sagde Amelia.
Hun stødte hver enkelt lille Sætning ud med en Stemme,
der skjælvede af Vrede og Bevægelse.
— Det er ikke deres Mening, Amelia? sagde William
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
