18 citation, skuespilkunst, ballet) eller begge dele (musikalsk frem- førelse). Visse legemlige genstande spiller ved fremførelse en vigtig rolle, idet de tjener som middel til at iværksætte den proces, der frembringer oplevelsen. Disse genstande betegner Ross som uan- skuelige eksemplarer af værket, grammofonplade, filmsrulle, stål- bånd, nodetryk, bog. „Også tilegnelse af den sidste er nemlig ingen umiddelbar simultan anskuelse, men en proces, en fremførelse, der sker derved, at læseren successive tolker de enkelte skrifttegn, lige- som musikeren tolker nodetegnene . . . . Læsning ligesom spil er en fremførelse for den fremførende selv. Sagtelæsning er blot en fremførelse, der er begrænset til alene at kunne nå frem til den fremførende selv.“ 1) Ross’s analyse viser, at oplevelse af værket kan formidles ved legemliggørelse og ved fremførelse. Spørgsmålet bliver herefter, hvorledes ophavsretten er konstrueret i forhold hertil, i hvilket omfang m. a. o. retsordenen indrømmer ophavsmanden herredøm- met over de materielle vilkår, der betinger oplevelsen. Efter Ross sker dette gennem 1. mangfoldiggørelsesretten d. v. s. ophavsmandens eneret til at fremstille eksemplarer af værket, an- skuelige og uanskuelige og 2. fremførelsesretten, eneretten til at foranstalte offentlig fremførelse af værket. Mangfoldiggørelses- retten er efter gældende ret alene forbeholdt ophavsmanden, når den sker i ofTentliggørelseshensigt. Men denne indskrænkning kan efter Ross ikke anses som principiel men kun som betinget af den nuværende tekniske udvikling. Hvis reproduktionstekniken blev således forbedret, at private let kunde fremstille reproduktioner, der fuldt ud stod på højde med forbilledet, „turde det være klart, at privat mangfoldiggørelse ikke kunde tillades“. Ross betragter derfor mangfoldiggørelsesretten som „ubetinget af offentlighed“, idet hans analyse er af rent principiel karakter. Fremførelsesretten må derimod principielt være indskrænket til offentlig fremførelse, „idet jo ellers den tilegnelse, der tilsigtes gennem erhvervelse af uanskuelige eksemplarer, vilde være helt udelukket“ . Den, der har erhvervet fx. en bog eller en grammofonplade, må naturligvis have ret til at læse bogen og spille pladen privat. Men han bør ikke have ret til at foranstalte offentlig oplæsning eller udsendelse. Det er altså her, offentlighedsbegrebet har sin principielle plads i op- ’ ) Kun undtagelsesvis sker en frem førelse uform idlet af noget anskueligt eksemplar, således når et digt frem føres alene efter hukommelsen.