19 havsretten. Endelig kan efter Ross ophavsretten manifestere sig 3. gennem særlige indskrænkninger i ejerens sædvanlige formueret- lige råden over et eksemplar. Ophavsmandens ret er i disse tilfælde ingen eneret, men kun en forbudsret, hvis økonomiske værdi ligger deri, at han (eller lovgiveren) kan gøre dispensation fra forbudet afhængig af en afgift (udlånsafgift, salgsafgift). Udfra denne analyse konkluderer forfatteren i, at ejendomsrets- teorien er ubrugelig, fordi den lwiler på en falsk analogi mellem ejendomsret og ophavsret, baseret på den vildledende teori om det immaterielle værk som ophavsrettens genstand. Der kan ikke rådes faktisk over værket på anden måde end i fantasien. „Al anden råden er i virkeligheden råden med hensyn til oplevelsens mate- rielle betingelser, og denne råden kan slet ikke udtrykkes i ejen- domsrettens struktur.“ 4. Overfor den af Ross fremsatte lære om ophavsrettens gen- stand skal først indrømmes, at Ross’s udgangspunkt er rigtigt. Værket som sådant er en abstraktion. Men lovgivning og retsprak- sis arbejder med værket som noget forskelligt fra dets materielle manifestation i eksemplaret. L. 33 § 9, stk. 1 giver ophavsmanden ret til overdragelse af retten til offentliggørelse af „sit værk“ , i stk. 3 forbydes uberettiget offentliggørelse af værket i forandret skik- kelse, ifl. stk. 4 bevarer ophavsmanden retten til at hævde sit for- fatternavn „i forbindelse med værket“ såvel som retten til at mod- sætte sig „en væsentlig forringelse af hans værk“ . Sker fx. forrin- gelse af et kunstværk ved gengivelse i et tidsskrift, som omslag for et ugeblad, må retten støttet til sagkyndigt skøn afgøre, om for- ringelsen er væsentlig eller ikke, hvorved sammenligning mellem kunstværket og den forringede gengivelse må ske. Iff. L. 33 § 13 skal retten e. o. afgøre, om en bearbejdelse er af sådan beskaffen- hed, at et „væsentligt nyt og selvstændigt værk“ er frembragt, o. s. v. Retsgrunden for eneretten er overhovedet den, at et værk er frembragt, et litterært, musikalsk, kunstnerisk. Ophavsmandens anstrengelser er retsordenen uvedkommende, hvorfor hans virke ikke kan ses udfra arbejdsretlige synspunkter. Først når et resul- tat, værket, fremkommer, griber retsordenen ind. Når Ross’s ovenfor refererede teori fremføres til bevis for urig- tigheden af teorien om den åndelige ejendomsret, er det ikke uden interesse at erindre, at immaterialretsteorien, som han samtidig borttager grundlaget for, i sin tid blev fremsat af J. Kohler til af- 2*