20 løsning af ejendomsretsteorien, se denne forf. s. 21: „Das Imma- terialgüterrecht hat dasjenige angenommen, was die Lehre vom geistigen Eigentum richtiges hatte und hat die Unrichtigkeiten jener Lehre abgeworfen“ . I Ophavsretten har jeg sluttet mig til immaterialretsteorien, Ross anf. sted s. 342, men jeg har dog taget et forbehold overfor denne teori, jfr. Ophavsretten s. 334 og ovenfor s. 16. Opfattelsen involverer, at spørgsmålet, om en rettighed skal gives ophavsman- den eller ikke gives ham, må afgøres på basis af en afvejelse af de reale interesser, der gør sig gældende, jfr. således m. h. t. retten til at bestemme om udlån og udleje af eksemplarer Ophavsretten s. 153— 166 og m. h. t. efterbetalingsret, den såkaldte „droit de suite“ , s. 166— 172. Iøvrigt må det erkendes, at ikke blot Ross’s udgangspunkt er rigtigt, men at han som den første indenfor ophavsretsvidenska- ben har taget selve grundlaget for immaterialretsteorien op til nøje prøvelse og har vist, at læren ikke kan opretholdes. Dette er så meget mere fortjenstfuldt, som denne lære har været praktisk talt dominerende indtil nu. J. Kohler siger anf. værk s. 1: „Die Lehre des Immaterialgiiterrechts ist gegenwärtig so durchgedrun- gen, dass sie keiner weiteren Empfehlung oder Begründung be- darf.“ Ross har vist, at selv den mest overbevisende eller tiltalende teori trænger en prøvelse af sine forudsætninger. Som det siges af Eberstein, N. I. R. 1946 s. 83, må det betyd- ningsfulde i Ross’s undersøgelse ses deri, „att han genom sin in- gående analys av det faktiska skeendet lagt en fast teoretisk grund för hela betraktelsesättet. Åtskilliga frågor, som man förut liksom icke fått det rätta greppet på, hava därigenom klarlagts. En sär- skild vinning är den skarpa gräns han på detta sätt lyckats upp- draga mellan å ena sidan auktors ensamrått till mångfaldigande och offentligt framförande och å andra sidan hans förbudsrätt eller m. a. o. den rätt man eventuelt bör förläna honom genom att förhindra ägare av exemplar av verket alt utan hans tilstånd därmed vidtaga vissa förmögenhetsrättsliga dispositioner såsom utlåning och uthyrning“ . Ophavsretten er herefter ikke udtryk for en råden over værket men er en eneret — begrænset ved lovens positive regler — til at råde over de materielle vilkår, der betinger, at andre kan opleve værket. Derfor har lovgivningerne netop også givet ophavsmanden eneret til at mangfoldiggøre og offentligt