25 lig være denne administrative myndighed, der træffer bestemmelse ikke blot om størrelsen af en afgift men også, om en sådan skal betales, en højst uheldig ordning af et så vigtigt spørgsmål selv i et land som Danmark, hvor lovgivningen i stadig stigende grad be- fæster og udvider administrationens magt ved den slags bemyndi- gelser, i stedet for selv at ordne anliggendet. I hvilket omfang ophavsmanden bør gives en forbudsret, således at han kan gribe ind overfor en vis råden fra erhververens side over eksemplarer af værket, er et spørgsmål, der bør løses efter en afvejelse af de modstridende interesser, der gør sig gældende. I Ophavsretten s. 153— 66 har jeg m. h. t. udlån og udleje efter en sådan afvejelse udtalt mig for at yde ophavsmændene en godtgø- relse. En positiv løsning af dette spørgsmål er for bogudlån truffet ved lov nr. 184, 30. marts 1946, nu lov nr. 264, 27. maj 1950 § 7, stk. 2 b. I henhold hertil forhøjer staten sit tilskud til folkebiblio- tekerne med 5 pct. Det fremkommende beløb indbetales årligt til „Dansk Forfatterfond“ og fordeles blandt ophavsmændene efter antallet af de bøger af vedk. ophavsmænd, der findes i biblioteker- nes udlånsafdelinger. Tillige indgår i fonden vederlag for det ud- lån, der sker gennem boghandlernes læsekrese og lejebiblioteker i henh. til aftaler mellem boghandlernes organisationer og „Dansk Forfatterforening“ . På samme måde er spørgsmålet blevet løst i Norge. I henh. til lov 12. dec. 1947 om folke- og skoleboksamlinger er der i § 12 givet regler om en „avgiftsfond“ for norske forfattere, og der opkræves afgifter af bogsalg til læsekrese efter aftale mel- lem boghandlerne og den norske forfatterforening, norske mot. s. 18. Gennemførelsen af denne reform kræver således ikke en udvi- delse af ophavsrettens indhold som foreslået. Og det er et spørgs- mål, om ikke ophavsmændenes interesser er bedre tjent med den ordning, som nu består i de to lande, hvor loven sikrer et vederlag for bøgernes udlån gennem folkebibliotekerne. Hertil kommer, at det norske udkast slet ikke har medtaget en regel svarende til det danske udkasts § 21, stk. 2. Det norske udkast åbner ikke adgang for administrativ afgørelse af afgiftsspørgsmålet. Om afgiftsspørgsmålet bemærkes endnu følgende. Lovens § 7, stk. 2 b bestemmer, at vederlaget udredes 1) til de i live værende danske forfattere og 2) til dem, der efter 1. april 1946 er blevet en- ker efter danske forfattere, og som ikke har indgået nyt ægteskab. Derimod får arvingerne ikke iøvrigt vederlag for bogudlån og ud-