36 vanlige overdragelser, der tilsigter værkets direkte økonomiske ud- nyttelse ved erhververen, ingen praktisk mening er i retshandler, der går ud på hel overdragelse, når henses til de skarpt adskilte udnyt telsesmuligheder, værket frembyder; muligheder som tildels udnyttes uden ophavsmandens eller erhververens direkte medvir- ken. Dette gælder ikke blot sprog- og musikværker men også kunstværker. Udtryk som fuld ejendomsret, al forfatterret, „for- fatterretten“, „kunstnerretten“ o. s. v. kan have hensyn til, at er- hververen vil sikre sig indenfor sit naturlige erhvervsområde, for- læggeren således m. h. t. udgivelse i bogform på enhver måde, „bogretten“ , teatret m. h. t. opførelsesretten, reproduktionsanstalten m. h. t. fremstilling og salg af afstøbninger, kunstforlaget m. h. t. udgivelse af kunstblade, postkort m. m. o s. v. Det må have for- modningen imod sig, at ophavsmanden ved overdragelsen vil skille sig fra ret til økonomisk udnyttelse, som slet ikke har været på tale parterne imellem, og hvis værdi ikke har været taget i betragtning. I sagen U. 1918.817 havde en translatør påtaget sig på bestil- ling at udarbejde to lærebøger i engelsk og tysk tildels efter be- stillerens plan. I kontraktens § 7 var bestemt et honorar „for Ejen- domsretten“ . Ophavsmanden gjorde gældende, at han kun havde overdraget forlagsretten for 1ste oplag. Han fik ikke medhold heri: „Når henses til, at indstævnte . . . . må antages at have påtaget sig udarbejdelsen af lærebøgerne på bestilling af citanten, der efter det foreliggende må antages at have været i hvert fald medbestem- mende med hensyn til bøgernes plan og stoffets behandling, og når tillige henses til, at det i kontraktens § 1 hedder, at indstævnte udarbejder lærebøgerne til citanten, findes kontrakten ikke at kunne anses som en sådan forlagskontrakt, på hvilken bestemmel- serne i § 9, 4. stk. i den fornævnte lov af 1. april 1912 kan finde anvendelse.“ Indstævnte blev kendt uberettiget til at forlange veder- lag ved udsendelse af nye oplag af bøgerne, derimod ikke til at være medbestemmende ved udgivelsesmåden. Dommens rigtighed må anses for tvivlsom allerede af den grund, at bestillerens med- virken var af uvæsentlig betydning. Det drejede sig om en efter- ligning af Eibes: 100 timer i tysk, jfr. kontraktens § 3. Dermed var for så vidt „planen“ givet. Den omstændighed, at forlæggeren tager initiativet til værkets udarbejdelse, får ideen til det, udeluk- ker ikke, at kontrakten må anses for en forlagskontrakt. Vederlaget var derhos urimeligt ringe. Bemærkes må også, at retspraksis, jfr.