38 14. De sædvanlige fortolkningsprinciper må iøvrigt anvendes på overdragelsesretshandler, hvorved ophavsret overføres. Men for- tolkningen har som baggrund de nævnte lovbestemmelser og de på området gældende sædvaner. Overdragelsens oplyste formål vil have væsentlig betydning. 15. Genstand for overdragelsen vil normalt være ophavsretten til et færdigt, foreliggende værk, men der er intet til hinder for, at en forlægger, et teater, et kunstforlag etc. på forhånd sikrer sig op- havsretten til et værk, der er under udarbejdelse eller blot påtænkt, overhovedet et fremtidigt værk. Derimod er det mere tvivlsomt om ophavsmanden er bundet ved retshandler, hvorved han overdrager ophavsret til et ubestemt antal fremtidige værker. Ofte træder en ophavsmand i et fast kontraktsforhold til et forlag, et teater, et filmsselskab, et kunstforlag eller en reproduktionsanstalt, porcel- lænsfabrik etc., idet han overdrager erhververen forlagsret, opfø- relsesret, filmatiseringsret, reproduktionsret til de værker, han måtte producere indenfor en fastsat kontraktsperiode. For så vidt medkontrahenten her virkelig bindes til at udgive, opføre, filme eller reproducere disse værker, når de fremkommer, og der ikke blot er tale om, at medkontrahenten sikrer sig en forkøbsret, vil sådanne overdragelser være bindende. Kontraktsforholdet vil her ofte m. h. t. vederlag henholde sig til satser, som tidligere er an- vendt mellem parterne, eller som er sædvanemæssigt gældende, jfr. 10 pct.s reglen gældende for teatres erhvervelse af opførelsesret, nemlig 10 pct. af bruttoindtægten for enhver opførelse af det på- gældende stykke. Det kan være ganske naturligt og rimeligt, at et forlag eller et teater på denne måde sikrer sig fremtidige værker fra en ophavsmand, som det måske har lanceret, og hvis frem- tidige produktion det har tillid til. Ophavsmandens medkontrahent løber her den ekstraordinære risiko at påtage sig offentliggørelses- pligt m. h. t. et værk, han ikke har haft lejlighed til at bedømme. Såfremt aftalen omfatter alle ophavsmandens fremtidige værker, er den imidlertid for så vidt ugyldig som stridende mod lov og ærbarhed, jfr. Knoph s. 137: „Ä gjöre sig til slave av en forlegger for all fremtid er nemlig så sterkt et inngrep i hele personlig- heten att rettsorden ikke kan tillate det.“ Heller ikke forlægger eller teater kan være tjent med at være bundet til offentliggørelse af den ene fiasco efter den anden. Erfaringen viser, at de tilfælde, hvor alle ophavsmandens værker bliver succes eller dog er salg-