42 ikke har undersøgt sin ejendom tilstrækkeligt inden handlen, må falde på ham. Og han må også bære risikoen ved, at de værdifor- højende egenskaber ved ejendommen først senere bliver åbenbare, da handlen med faste ejendomme ikke kan bære en anden risiko- fordeling. Anderledes ved overdragelse af ophavsret. Selv om rets- handlen indbefatter fremtidige rettigheder af den ene eller den anden art, bestemmes vederlaget i regelen alene på basis af vær- dien af den ret, som eksisterer, er kendt og agtes udnyttet af er- hververen, jfr. hertil den af Torben Lund II s. 247 nævnte Rigs- retsdom af 6 /4 1933. Under hensyn hertil og til, at fremkomsten af nye økonomiske rettigheder har en særlig karakter indenfor op- havsretten, til at ophavsmanden er værkets skaber, samt til at sik- kerheden i disse retsforhold kan tåle en risikoregel, som den an- vendte, er denne retspraksis forståelig. Det er heldigt, at udviklingen på ophavsrettens område i stigende grad har afskaffet den fulde eller hele overdragelse af ophavsret- ten. Men også hvor der kun foreligger en begrænset overdragelse, fx. af ret til filmatisering af et værk, møder man i praksis ofte klausuler, der skal sikre erhververen alle tænkelige nye udnyttel- sesmuligheder, der kan konkurrere med den overdragne udnyttel- sesret eller gøre denne værdiløs, således som forholdet fx. blev ved tonefilmens indførelse, der gav stumfilmrettigheder dødsstødet. Her påkræves ny lovordning. 18. I denne forbindelse er det værd at fremhæve, at selv en hel overdragelse af ophavsretten ikke skiller ophavsmanden fra vær- ket. Uanset hvilket omfang overdragelsen måtte have, er ophavs- manden interesseret i erhververens råden over værket, hans evne og vilje til at virke for dettes udbredelse. Også samfundet har vig- tige interesser i værkets udnyttelse. Allerede frd. 7. jan. 1741 er præget af disse synspunkter. Eneretten bortfalder, når den ikke udøves som foreskrevet. Ophavsmanden har krav på, at værket ud- nyttes, og det er retstridigt, om erhververen lægger den døde hånd på værket. I sagen U. 1945.985 forelå overdragelse fra ophavsmanden til et forlag af „den hele og fulde forfatterret“ til en række værker, der var udgivet af forlaget. Efter ophavsmandens død krævede enken, at forlaget skulle udsende nye udgaver af værkerne på nær to. Forlaget hævdede, at kontrakten ikke var en forlagskontrakt, og at der følgelig ikke forelå nogen pligt til udgivelse, specielt at