55 konsekvensen simpelthen den, at hver af parterne er rådig — og enerådig — over den del af ophavsretten som er hans. 27. De ideele rettigheder (V.). Her bemærkes først L. 33 § 9, stk. 3: „Erhververen er uberettiget til uden forfatterens sam- tykke at offentliggøre værket i forandret skikkelse,“ jfr. herved § 27, stk. 5. Tilsvarende regel findes i den norske åndsværkslovs § 13, 4. stk. 1. pkt. og den finske lovs § 22, 2. stk. 1. pkt. Den sven- ske lov § 16, 1. stk. har samme regel men tilføjer: „(icke) ... för- ändra verket i vidare mån än som nödvändiggöres av det med över- låtelsen avsedda andamålet“ . Den tyske lov § 9 forbyder erhverve- ren at foretage ændringer ved værket selv, dets titel og betegnelse af ophavsmanden gennem „Zusätze, Kürzungen oder sonstige Aende- rungen“, såfremt noget andet ikke er aftalt. I § 9, stk. 2 hedder det: „Zulässig sind Aenderungen, für die der Berechtigte seine Einwilli- gung nach Treu und Glauben nicht versagen kann,“ samme regel er givet i den tyske lov om ophavsret til kunstværker, § 12, stk. 2. Principielt er i L. 33 § 9, stk. 3 som i de andre nævnte og flere love anerkendt et almindeligt forbud mod, at erhververen offent- liggør værket i forandret skikkelse. Ophavsmanden tilsigter jo gennem overdragelse at få værket offentliggjort som det foreligger fra hans hånd og under hans navn. Sådan vil han stå inde for det. Medens princippet er klart nok, møder vanskelighederne imid- lertid i praksis. Erhververen er ofte nødt til at foretage ændringer. Dette gælder mindst for forlæggeren, der som regel er i stand til at offentliggøre værket på basis af det foreliggende manuskript. Derimod stiller det sig straks vanskeligere ved et dramatisk værks fremførelse på scenen, dette uanset om teatret har materiel og personel til stykkets opførelse. Ulf v. Konow siger s. 92: „Lika- ledes får den som tili ett kringresande teatersälskap overlåtit upp- föranderätten till ett dramatiskt verk, finna sig i att verkets form, med hänsyn till lokala forhållande eller till skådespelarepersonalens fåtalighet, underkastas erforderliga jämkningar.“ Dertil kommer teatrets afhængighed af de udøvende kunstnere, der fremfører værket. Skuespillerne er selvfølgelig juridisk overfor teatret og moralsk overfor ophavsmanden pligtige at holde sig til stykkets tekst og anvisninger, men ofte kniber det hermed. Ved fremførelse af musikværker møder man andre vanskeligheder, ligeså ved gen- givelse i radio. Enhver filmatisering forudsætter vidtgående æn- dringer. Og ved reproduktioner af kunstværker vil tekniske hen-