56 syn gøre sig gældende. Den økonomiske udnyttelse af bygninger kræver e. o. ændringer, jfr. den finske lovs § 22, 2. stk. 2. pkt. Spørgsmålet bliver da, hvilke ændringer kan erhververen fore- tage uden samtykke. Den svenske lov henviser her til overdragel- sens formål. Kan dette ikke nås uden at visse ændringer foretages, kræves samtykke ikke til disse. Klare eksempler på nødvendige ændringer af denne art er et dramatisk værks tildannelse til radio- udsendelse og ligeledes et værks bearbejdelse for filmatisering. Men kun nødvendige ændringer tillades uden samtykke. Efter den tyske lov henvises til ændringer, som den berettigede „nach Treu und Glauben“ ikke kan nægte samtykke til. Dette er kun en an- vendelse af fortolkningsregelen i B. G. B. § 157: „Verträge sind so auszulegen, wie Treu und Glauben mit Rücksicht auf die Verkehrs- sitte es erfordern.“ Der henvises m. a. ord til et konkret dommer- skøn. Men ved afgørelsen vil netop overdragelsens formål spille en rolle, Allfeld I s. 130. De samme synspunkter må være vejledende ved fortolkningen af L. 33 § 9, stk. 3. Samtykke er herefter unødvendigt til ændrin- ger, som skik og brug overlader til erhververen, men som aldrig berører værket som sådant. Til den anden side står ændringer, der, jfr. § 9, stk. 4, må anses at være en væsentlig forringelse af op- havsmandens værk, som denne uanset afhændelsen kan modsætte sig. Hvor egentlig bearbejdelse af et værk skal ske som forudsæt- ning for erhververens benyttelse, bør ændringerne ex tuto fore- lægges ophavsmanden. Men som ændringer, der kan foretages uden samtykke, kan nævnes forlæggernes huskorrektur, bladred- aktørens stilistiske ændringer af artikler, herunder forkortelser, ændringer i indsendte hørespil af sendemæssige hensyn, scene- mæssigt påkrævede ændringer i skuespil og opera o. lign. Uvæsent- lige ændringer er tilladte. Det er et objektivt skøn over ændrin- gens karakter og ikke ophavsmandens subjektive opfattelse, der er afgørende for, om samtykke kræves. Retten må ikke af ophavs- manden gøres gældende til chicane, jfr. Torben Lund II s. 234. Ændringer i den officielle retskrivning, således overgang fra de store bogstaver til de små i de almindelige navneord, bolleået og ændring fra kunde til kunne o. s. v., er ophavsmanden ikke pligtig at finde sig i. Ophavsmandens skrivemåde hører med til hans stil, der atter er en del af hans værk, og forlæggerens huskorrektur må respektere dette. Det samme gælder den, som i kraft af lånereg-