62 ten og gitt erhververen rett til å gi ut verket som sitt. Bør han bin- des ved en slik avtale? Ikke efter komitéens mening. Kunstnerens ideelle krav på gjennem offentliggjørelse av sitt navn som verkets ophavsmann å høste den heder og berømmelse som verket kan skaffe ham, faller her helt sammen med publikums og med den almindelige kulturinteresse, å vite med sannhet fra hvem tidens åndelige verdier skriver sig. Adgang til å opgi sitt krav på å nev- nes på verket bør en ophavsmann derfor ikke ha, og utkastet er- klærer følgelig også denne rett for uavhendelig.“ Imidlertid må det erindres, at kvalitative hensyn i høj grad gør sig gældende for dette ophavsretsindhold. Knoph fremhæver s. 155 forskellen mellem en Mona Lisa eller et Abelmonument og illu- strationerne i et varekatalog eller et reklamedigt for en vaskema- skine. Loven siger, at ophavsmanden bevarer retten til at hævde sit navn i forbindelse med værket. Såfremt ophavsmanden sædvane- mæssigt ikke har krav på, at navnet nævnes, idet dette er uden betydning eller upraktisk, er der ingen ret. Sædvanlig er navn- givelse ved fremstilling af eksemplarer af værket bortset fra brugs- kunst, medens værket ofte opføres eller fremføres uden nævnelse af ophavsmandens navn. Ved fremførelse af tonefilm har kompo- nisten ubetinget krav på, at hans navn angives, U. 1947.187. 31. Også retten til at modsætte sig væsentlig forringelse af vær- ket må som sådan være uafhændelig. Ved ophavsmandens død overgår retten til undervisningsministeriet, og den bortfalder ikke med beskyttelsesfristens udløb. Denne ret bunder således i sam- fundshensyn. En overenskomst, hvorved ophavsmanden giver af- kald på retten eller overdrager den til tredjemand, er principielt uden betydning efter ophavsmandens død. Men også i forhold til ophavsmanden selv kan en sådan overenskomst være uforbindende. Dog gælder her i endnu højere grad, hvad ovenfor blev sagt om betydningen af de kvalitative hensyn. Grænsen for beskyttelse af åndsværker sættes efter de gældende retsforfatninger overalt lavt, så lavt, at der for det store flertal af beskyttede værker ikke er praktisk trang til værn om den kunstneriske „ære og anseelse“, jfr. bernkonv. art. 6 bis. Medens man for den egentlige kunst kan hævde, at der ikke er nogen rigtig mening i at skabe et værn for de ideelle rettigheder, såfremt ophavsmanden kan sælge rets- beskyttelsen for et vederlag, gælder det omvendte for det brede