63 bælte af beskyttede værker, der er uden kunstnerisk værdi og in- teresse. Dette gælder for alle arter af værker. Hvad angår den rene underholdningslitteratur, herunder børnebøger og detektivroma- ner, kan man med føje spørge, hvorfor ophavsmanden skulle være afskåret fra at handle hermed. Man vil ikke tjene de hen- syn, der ligger bag reglerne i art. 6 bis, ved i praksis at strække beskyttelsen, og navnlig må værket være udsøgt, såfremt beskyt- telse skal kunne kræves mod ophavsmandens egne dispositioner. Der skal meget stærke grunde til at erklære en overdragelse, i hvil- ken ophavsmanden har samtykket i ændringer, for ugyldig. For- lag, teater, filmselskab, sendeselskaber og reproduktionsanstalter har krav på respekt for loyale overenskomster, hvori ophavsman- den binder sig til forkortelser, ændringer, udeladelser etc., selv om resultatet medfører en forringelse af værket. Og selv om der ikke i overenskomsten er nævnt bestemte ændringer, må overdra- gelsen opretholdes, når ophavsmanden må indse, at indgribende ændringer i værket skal ske, fx. ved filmatisering. Ophavsmanden kan normalt ikke her, efter at kapitalindsatsen ved filmens frem- stilling er gjort, komme med et på § 9, stk. 4 støttet forbud mod filmens offentliggørelse. Afgørelsen må iøvrigt træffes af domsto- lene. For afdøde ophavsmænds værker gælder, at arvingernes dispositioner af undervisningsministeriet, jfr. L. 33 § 9, stk. 5, vil blive respekteret efter samme synspunkter, men også her ligger den endelige afgørelse hos domstolene. Retten til med henvisning til L. 33 § 9 at modsætte sig offent- liggørelse af værket i ændret skikkelse er principielt en ophavs- manden personlig tilkommende beføjelse, jfr. U. 1934.585. Et mu- sikforlag havde ved kontrakter med de pågældende komponister erhvervet „ejendomsretten“ til en række kompositioner. Da disse blev offentliggjort i en skolesangbog i arrangement for flerstem- mig sang, påstod musikforlaget bl. a. de til offentliggørelse bestemte eksemplarer af bogen tilintetgjort, jfr. L. 33 § 16, 1. stk., idet det blev hævdet, at forlaget for de værker, det havde ejendomsret- ten til, måtte have ret til at påtale, at de var offentliggjort i æn- dret skikkelse. Forlaget fik ikke medhold. Dommen antager, „at den forfattere og andre kunstnere tilkommende ret til at værne deres forfatter- og kunstnerære ved at modsætte sig, at deres værk offentliggøres med sådanne ændringer, som må anses at være en væsentlig forringelse af værket . . . . ikke ved kontrakt har kunnet