66 komme til at stå overfor sådanne nye muligheder. Spørgsmålet er her, om der er tilstrækkelig anledning til at værne ophavsmanden mod typiske kontraktsklausuler, ved hvilke han i en overdragelse af retten til en bestemt mangfoldiggørelses- eller offentliggørelses- måde fraskriver sig enhver ret til økonomisk udbytte af nye of- fentliggørelsesmåder. Der er god grund til at give en sådan be- skyttelse. Man kan være sikker på, at parterne ved handelens af- slutning bestemmer vederlagets størrelse ud fra overvejelser om værdien af den kendte ret, der overdrages, den ret, hvis over- førelse til erhververen er anledning til kontraktsafslutningen. Op- havsmanden får således intet for det, han yderligere overdrager — det eventuelle nye. Når han dog går med til sådanne klausuler, er grunden den, at han praktisk har svært ved at sige nej. Ønsket om fx. at se sit værk filmatiseret er erfaringsmæssigt så stærkt, at medkontrahenten let får ophavsmandens underskrift på klausuler af den her nævnte art. På samme måde stiller det sig, når såkaldt „hel“ overdragelse af ophavsretten sker. Også her er det de kendte udnyttelsesmuligheder, der er bestemmende for vederlaget. Kom- missionens indvending, at det kan være svært at afgøre, om der in concreto foreligger et nyt mangfoldiggørelses- resp. offentliggørel- sesmiddel, er ikke af principiel natur, og den slags vanskeligheder må overlades til domstolenes afgørelse. Da ophavsmanden i kraft af selve de betragtninger, der har ført lovgivningerne til at ind- rømme ham ophavsretten, bør have lovlig adgang til at blive del- agtig i økonomisk udnyttelse af enhver art, værket måtte frem- byde, bør udk.s § 25, stk. 2 udvides til at omfatte disse tilfælde. Det er navnlig også her det økonomiske udbytte ligger. I § 26, stk. 1 gives forslag til en regel svarende til L. 33 § 9, stk. 3. Forslaget er dog videregående end L. 33, der alene taler om at offentliggøre værket i forandret skikkelse. Det kan navnlig med henblik på kunstværker være rigtigt at forme reglen som nu fore- slået. Reglen må forstås med den også efter L. 33 gældende modi- fikation, at samtykke ofte vil være unødvendigt eller stiltiende meddelt ved en overdragelse, jfr. norske mot. s. 19. I § 27 foreslås en ny og vidtrækkende regel: „Er der for retten til at råde over et værk aftalt vilkår, som strider mod god skik på ophavsrettens område (norsk tekst: god forretningsskikk), eller viser det sig, at aftalen iøvrigt fører til åbenbart urimelige resultater, kan den kræves ændret.“