67 I mot. s. 139 henvises som begrundelse for den her opstillede regel til, at aftalelovens regler forudsætter, at „den skavank, som aftalen set med den ene af parternes øjne lider af, foreligger ved aftalens indgåelse. Aftaleloven giver ingen mulighed for ændring af en aftale, som tilsyneladende er all right ved aftalens indgåelse, men som senere viser sig at være særdeles skæbnesvanger for den ene af parterne“ . Hvor der er tale om et retsforhold, som efter sin natur sædvanligvis strækker sig over et længere tidsrum, er der brug for en sådan regel. Der henvises til forsikringsaftale- lovens § 34, lejelovens § 30 og gældsbrevslovens § 8. Endvidere til ægteskabslovene og „den almindelige tendens“ , der ligger i kon- kurrencelovens § 15 og prislovens § 8. Kommissionen har fundet det ønskeligt i en ny ophavsretslov at give en tilsvarende bestemmelse. Denne kan fx. anvendes, „hvor en forlægger i henhold til forlagskontrakten opnår en indtægt, som, selv når skyldigt hensyn er taget til den risiko, han har måttet bære, står i åbenbart misforhold til det af forfatteren oppe- bårne vederlag, eller hvis en forlægger foruden udgivelsesretten har fået overdraget opførelsesretten og i medfør heraf oppebærer indtægter, som i et urimeligt forhold overstiger de udgifter og den risiko, udgivelsen har påført ham“ . Bestemmelsen skal dog ikke eensidig være vendt mod ophavsmandens medkontrahent, og den vil således også kunne bruges, „hvor en ophavsmand gennem or- ganisationernes optræden eller på anden måde opnår betingelser, der er eller viser sig at være urimelige set i forhold til medkontra- henten“ . Det siges endelig, at virkningen af bestemmelsen vil kun- ne være, at aftalen ændres også med tilbagevirkende kraft, således at det af medkontrahenten for meget oppebårne beløb tillægges den klagende part som erstatning. Grunden til, at man har foreslået en sådan regel, er åbenbart den, at domstolene er særdeles varsomme med at anvende aftale- lovens ugyldighedsregler, særlig § 31. Der er noget godt i dette, at domstolene holder parterne fast ved deres kontrakter. Men dette bør ikke give anledning til, at aftalelovens regler udhules og sær- lige ugyldighedsregler indføres på stadig flere kontraktsområder. Fortsættes denne udvikling, ender det med, at domstolene bliver forretningslivets overadministratorer. Og en sådan udvikling er meget uheldig. Der skabes et nyt „ugyldighedsbælte“ i kraft af særregler udenom aftaleloven. Dette er upåkrævet. 5*