68 I den foreslåede regel vil man afhjælpe en mangel ved aftale- lovens § 31, den nemlig at ugyldighedsgrunden skal foreligge ved aftalens indgåelse. Derfor kan overdragelsen ikke blot kræves æn- dret, når den strider mod god skik på ophavsrettens område, men også når den „fører til åbenbart urimelige resultater“ . Det forud- sættes herved, at fx. en forlagskontrakt, der er indgået i overens- stemmelse med god skik på ophavsrettens område eller med god forretningsskik kan føre til „åbenbart urimelige resultater“ . Dette er uden mening. De 2 eksempler, der nævnes i motiverne, viser også, at man her er ude i en modsætning, som de pågældende livs- forhold ikke rummer. Når en forlagskontrakt stemmer med god skik på dette forretningsområde, er det udelukket, at forlæggeren kan opnå en indtægt, der står i endog åbenbart misforhold til det af forfatteren oppebårne vederlag. Den gode forretningsskik lader stedse ophavsmandens vederlag stå i et vist forhold til værkets salg eller offentlige fremførelse, og dette forhold ligger iøvrigt fast indenfor ret snævre rammer. Tjener forlaget, tjener ophavsman- den også. Det andet nævnte eksempel, at forlæggeren foruden ud- givelsesretten har fået overdraget opførelsesretten og i medfør heraf opnår urimelige indtægter, er ikke godt valgt. Det stemmer ikke med god forlagsskik, at forlæggeren lader sig overdrage op- førelsesretten, og i hvert fald ikke, såfremt han herved handler på anden måde end som agent for ophavsmanden, hvem indtæg- ten tilgår. Når endelig mot. nævner, at bestemmelsen kan bruges til beskyttelse af forlæggeren, hvor ophavsmanden gennem orga- nisationernes optræden opnår urimelige betingelser, får dette vel næppe nogen betydning. Man vil vistnok i almindelighed finde det overflødigt, ja skadeligt, om domstolenes assistance skulle kunne påkaldes til skøn over rimeligheden af kontraktsvilkår, der er fast- sat i forlagskontrakt, under medvirken af de pågældende organisa- tioner og disses på området særlig sagkyndige juridiske konsulenter. I denne forbindelse må det erindres, at forlagsforretningen og kontraktsforholdet til den enkelte ophavsmand ikke kan ses iso- leret ud fra spørgsmålet om den risiko, udgivelsen har påført for- læggeren, mot. s. 140. Forlæggeren må selvsagt have adgang til at tjene på den enkelte udgivelse, idet tab på andre udgivelser skal udjævnes herved. Det, som er afgørende, er alene, om ophavsman- dens vederlag er fastsat i overensstemmelse med god forretnings- skik på området.