69 Når der endelig i mot. s. 139— 40 henvises til nyere lovgivning, der på forskellige felter har opstillet regulerende bestemmelser, skal jeg først bemærke, at en sådan henvisning ikke uden videre kan påberåbes. Man må for hvert tilfælde nøje undersøge grunden til, at lovgiveren har grebet ind her med tvingende normer, lige- som de pågældende livsforholds karakter spiller ind. Der nævnes først forsikringsaftalelovens § 34: „Leder en be- stemmelse i forsikringsaftalen, der afviger fra, hvad denne lov vilde medføre, i det enkelte tilfælde til åbenbart urimelige resulta- ter, skal bestemmelsen tilsidesættes, for så vidt dette vilde stemme med god forsikringspraksis.“ Man kan ikke med nogen styrke henvise til denne bestemmelse. Forsikringsaftalernes vidtstrakte område, antal, samfundsmæssige betydning og det forhold, at den risiko, aftalen dækker, lader sig statistisk beregne, gør det natur- ligt, at lovgiveren stiller en særlig lov ved siden af aftaleloven. Noget tilsvarende kan ikke hævdes for aftaler om overdragelse af ophavsret. De fleste retsforfatninger savner en særlig forlagslov. Når en særlig forsikringsaftalelov gives, er det under hensyn til det anførte rimeligt, at domstolene kan tilsidesætte en policebe- stemmelse, der i det enkelte tilfælde fører til åbenbart urimelige resultater. Om en indbrudstyv benytter en falsk eller en tillistet nøgle er for den statistiske beregning af præmiernes størrelse uden betydning, og derfor vil det være åbenbart ubilligt, om et forsik- ringsselskab skulle slippe for at dække tab forårsaget ved indbrud med benyttelse af tillistet nøgle under henvisning til, at der i po- licebetingelserne kun er tale om brug af falske nøgler, jfr. U. 1935. 1126. Eksemplerne kan let øges. Forsikringsaftalelovens § 34 vil altså på den nævnte baggrund fremme god forsikringspraksis. Der er ikke samme anledning for lovgiveren til at gribe ind på de her behandlede aftalers område. Der henvises dernæst til lejelovens § 30: „Er der iøvrigt i en lejeaftale fastsat noget, som skønnes at være åbenbart ubilligt for en af parterne, kan bestemmelsen helt eller delvis tilsidesættes af retten.“ Når det er forbudt at forhøje lejen, og brændselsbidra- get er fastsat til et bestemt månedligt beløb, vil det under stærkt stigende brændselspriser være åbenbart ubilligt at holde ejeren fast ved kontraktens bestemmelser om brændselsbidraget o. s. v. Også her drejer det sig om aftaler, som er af væsentlig betydning for et overvældende antal borgere, og hvor kontraktsforholdet