70 iøvrigt af lovgivningen er lagt i en skruestik. Heller ikke gælds- brevslovens § 8 er en regel, der henset til forholdenes forskellighed kan påberåbes til støtte for den foreslåede § 27. Når der yderligere henvises til konkurrencelovens § 15 og prislovens § 8 er der næppe anledning til at gå nærmere ind herpå. Lovgiveren bør være forsigtig med at skabe et bredt bælte af ugyldighedsgrunde omkring aftalelovens regler. Der må meget tvingende grunde til at gå videre ad denne vej. Kontrakterne er bindende. Det er ugørligt og upåkrævet at gennemsyre alle kon- traktsforhold med retslige standarder. Loven om ophavsret skal ikke formes efter enkelte ekstreme tilfælde, her haves netop aftale- loven. Man må hellere løbe risikoen ved dennes fortolkning end indføre en tvingende lovregel på ophavsrettens område, der rejser usikkerhed om gyldigheden af kontrakter, der er sluttet med iagt- tagelse af god forretningsskik. 33. De ideelle rettigheder. Som foran omtalt vedrører udk. § 25, stk. 1 ikke disse. I § 3 foreslås følgende: „Ophavsmanden har ret til at blive navngivet i overensstem- melse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af vær- ket som når det, helt eller delvis, gøres tilgængeligt for almen- heden. Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden ikke frafalde, medmindre det gælder en efter art og omfang begrænset brug af værket.“ Udkastet forlader med føje L. 33’s formulering, der i det væ- sentlige er en afskrift af bernerkonventionens art. 6 bis. Denne skal jo blot danne en ramme for de enkelte forbundslandes ud- formning af bestemmelserne. Hvad angår faderskabsretten henholder udkastet sig til, hvad „god skik“ kræver, og navnangivelse i dette omfang kan ophavs- manden som regel ikke fraskrive sig, jfr. sidste stk. Reglen svarer i det hele til den ordning, den norske åndsværkslov herom inde- holder i § 13, stk. 4. Det oplyses i mot. s. 106, at kommissionen oprindelig havde tænkt sig at kræve, at navnangivelsen skulle finde sted „på sædvanlig måde“ , den terminologi den norske lov benytter, men at sagkyndige organisationsrepræsentanter ønskede