71 disse ord erstattet med „når det er muligt og rimeligt“ . Den løs- ning, kommissionen har valgt, kan ganske tiltrædes, hvorved be- mærkes, at god skik i almindelighed vil kræve ophavsmandens navn angivet, og at „god skik“ peger på de i vedkommende livs- forhold gældende objektive forhold. Konkrete undskyldningsgrun- de er ikke tilstrækkelige til at fritage erhververen for ansvar. Med hensyn til respektretten savner L. 33 den i art. 6 bis stk. 1 i slutn. indeholdte henvisning til, at den væsentlige forringelse af værket, ophavsmanden kan modsætte sig, skal være en sådan, der er skadelig for hans „ære eller anseelse“, „qui serait préjudiciable á son honneur ou å sa reputation“ . Dette er nu gjort til kriteriet for krænkelser af respektretten ved ændring af værket og for den udvidelse af det retsstridige, som forslaget bringer, at værket gøres tilgængeligt for almenheden på en sådan måde, at nævnte anseelse krænkes. Det er ophavsmandens til det ofTentliggjorte værk knyt- tede omdømme hos offentligheden, kritik og publikum, bernerkon- ventionen herved vil værne om. I den stand, værket offentliggøres, vil det blive regnet den navngivne ophavsmand til ære eller skam. Kommissionen har føjet noget til bernerkonventionens ord, som ikke passer i denne sammenhæng: „eller egenart“, „krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart“ . Det fremhæves i mot. s. 107, at det i bernerkonventionen mere direkte end i L. 33 er understreget, at det er ophavsmandens in- teresser, der beskyttes, og kommissionen har anset det for rimeligt på dette punkt at tilvejebringe overensstemmelse mellem kon- ventionens synspunkter og lovens. „Man har blot i stedet for de almindelige udtryk „ophavsmandens ære eller anseelse“ valgt ud- trykkene „ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart“ , som det efter kommissionens anskuelse mest adækva- te udtryk for, hvad det i denne henseende gælder om at værne.“ Lad gå med tilføjelsen litterære og kunstneriske, selv om ingen tvivler om, at det er den til værket knyttede ære og anseelse, kon- ventionen taler om. Men ophavsmandens egenart? Her er ikke spørgsmål om omdømmet hos andre men om selve personlighe- den i dens skabende udfoldelse. Det må vel være dette, der sigtes til med ordet „egenart“ , thi egenart i andre henseender kan for- mentlig ikke komme i betragtning. Da personligheden som sådan ikke skal værnes, og da man har fuldstændiggjort bernerkonven- tionens ord ved tilføjelse af litterære og kunstneriske, bør henvis-