78 bestemme sig inden den fastsatte eller en rimelig frist. Forlæg- gerens afslag betyder ikke, at klausulen bortfalder for de frem- tidige værker, den endnu måtte omfatte. 35. Når forlagskontrakten kan karakteriseres som en contractus sui generis, ligger heri blot, at den ikke kan indordnes under an- dre gængse kontraktstyper. Positivt må fremhæves, at denne kon- trakt er meget langvarig, ofte af ubestemt varighed eller gældende for hele den tid, hvori værket er beskyttet. Endvidere at den i sær- lig grad er præget af tillidsforholdet mellem parterne som for- udsætning. Den er en contractus uberrimæ fidei. Af norsk højeste- retsdom, N. Rt. 1936 s. 909 fremgår, at førstvoterende s. 910 ud- taler: „En forlagskontrakt er en kontrakt av en ganske særegen natur, fordi den overlater til forleggeren alene og for lengere tid — ofte for mange år — hele ledelsen av utgivningen av forfatte- rens åndsverk uten at denne har adgang til at øve innflytelse eller kontroll. Forleggeren påtar sig derved et tillitshverv, som forplig- ter ham til ikke bare at vareta sine egne interesser, men også for- fatterens, og det såvel hans materielle som hans immaterielle in- teresser.“ 36. Parterne. Forlagskontrakten sluttes mellem ophavsmanden, e. o. dennes arvinger, og forlæggeren, der kan være en fysisk eller juridisk person*). Hvem der er ophavsmand til værket vil normalt være udenfor tvivl. Hvis en person meddeler en anden oplysninger, der danner grundlag for udarbejdelse af værket, vil ophavsman- den være den, der giver værket form og bestemmer indholdet, så- ledes dom i D’a 1940 s. 33. Ophavsmanden havde modtaget mundt- lige meddelelser og gjort notater herfra, men han havde selvstæn- digt udarbejdet værket. Også den, der giver ophavsmanden „ideen“ til værket, er ligesom den, der leverer stof, at anse som blot fak- tisk medhjælp, Ophavsretten s. 23, og har ingen andel i ophavs- retten. Skal vederlag ydes for sådan medhjælp, vedrører det kun *) Efter Kohler s. 292 må forlæggeren i sin gerning medvirke til, at ophavs- manden får mulighed for at stræbe efter den største fuldkom m enhed i sin litte- rære skaben, dog forudsat at den forretningsmæssige interesse ikke lider væ- sentligt herunder. Forlæggeren må ikke sky ofre, når det gælder at støtte „die Geistestat“ . „Dem Verlegerstand geziemt ein kleinliches, krämerhaftes Abmessen von Soll und Haben am allerwenigsten, und die bedeutendsten Verlagsfirmen haben sich durch opferwillige Beteiligung an der Geistesarbeit zu ihrem Namen emporgeschwungen. Dies hat auch Einfluss auf die Beurteilung des Verlagsge- schäftes. Der Verleger ist ein Gewerbetreibender, aber ein Gewerbetreibender höherer Art.“