88 eftertryk blev ikke antaget, idet de omskrivninger og forandringer, der var foretaget, var „betydelige nok til helt igjennem at give Arbejdet en helt anden Karakter“ . Det yngste skrift kunne herefter ikke tilfredsstille samme trang til læsning som det ældre eller virke hindrende på dettes afsætning. Dommen må anses for rigtig, tvivlende, Torp s. 69. Som Iinoph fremhæver s. 90 har den slags gengivelser ikke til hensigt „å tilegne sig de økonomiske fruktene av ophavsmannens arbeide eller å stjele hans kunstneriske laur- bær“ . Hvad angår musikværker må det erkendes, at grænsen mellem tilladelig bearbejdelse og ulovlig gengivelse er særlig vanskelig at drage. Dette har ført nogle retsforfatninger (Tyskland, Frankrig) til at give regler til værn om „Ret til melodien“, jfr. Ophavsret- ten s. 69, Grundtvig s. 146, Allfeld I s. 174. I tysk lov § 13, 2. stk. bestemmes: „Bei einem Werke der Tonkunst ist jede Benutzung unzulässig, durch welche eine Melodie erkennbar dem Werke entnommen und einer neuen Arbeit zugrunde gelegt wird.“ Sådan indskrænkning i retten til benyttelse af et musikværk gælder ikke efter vor ret. Det må afgøres rent konkret, om der ved variationer, fantasier, potpourrier, arrangements o. s. v. foreligger lovlig bear- bejdelse eller retsstridig tilegnelse af et foreliggende værk. Ved dommen U. 1915 s. 964 blev det fastslået, at en blot ændring af tempoet i Jean Gilbert’s kuplet: „Ja das haben die Mädchen so gerne“ ikke gjorde benyttelsen lovlig; der forelå ikke nogen be- arbejdelse af det fremmede værk. Sluttes kontrakt om værker, over hvilke ophavsret ikke kan haves, eller for hvilke beskyttelsestiden er udløbet, taler man om en uægte eller uegentlig forlagskontrakt. Ved en sådan kontrakt stiftes ikke egentlig forlagsret, der forudsætter overdragelse af ophavsret, altså eneret. Hvilken virkning kontrakten har, må iøv- rigt bero på dens eget indhold. Der er ikke i dansk ret givet sær- lige regler om sådanne kontraktsforhold, se derimod tysk forlags- lov §§ 39 og 40. Se hertil Allfeld III s. 196 ff. Sådanne kontrakter har en ikke ringe praktisk betydning. For så vidt angår værker, over hvilke ophavsret ikke kan haves, skal henvises til L. 33 § 8 ang. love, administrative kundgørelser, dom- me, de fra offentlige myndigheder udgående meddelelser samt andre offentlige aktstykker. Enhver kan frit trykke disse værker. Det sam- me gælder ifl. § 8, stk. 2 skriftlige og mundtlige forhandlinger i kon-