89 stitutionelle, kommunale, kirkelige eller andre offentlige repræsen- tationer og i retterne. Udgiverens virksomhed indskrænker sig her til at udføre og garantere rigtig gengivelse. Såfremt derimod den trykte tekst indføjer kommentarer og oplysninger, kan der for så vidt angår dette kritiske apparat blive spørgsmål om ophavsret og forlagskontrakt i egentlig forstand. I sagen U. 1923 s. 925 søgte Aabenraa Købstads magistrat nedlagt forbud mod offentliggørel- sen af en „skattebog“ , men fik ikke medhold. Skattelisterne er ikke genstand for ophavsret, og materialet til bogen var fremskaf- fet ved en afskrift af de til offentligt eftersyn fremlagte kommu- nale skattelister. I skattebogen var stoffet ordnet efter byens gader med angivelse af hver enkelt skatteyders navn, bopæl og skatte- beløb. Denne „ordning“ af stoffet kan næppe begrunde ophavsret. I sådanne tilfælde indestår udgiveren navnlig forlæggeren for, at værket ikke tidligere er udgivet eller givet en anden i forlag. For- læggeren må i hvert fald være „først“ med værket. Iøvrigt har enhver ret til at trykke og udgive værket. Såfremt en myndighed, fx. justits-, krigs-, kirkeministerium o. s. v. slutter overenskomst med et forlag om, at de skrifter, vedk. ministerium lader trykke, gives i forlag til medkontrahenten, hindrer dette ikke alle og en- hver i at trykke og udgive selve de offentlige aktstykker, jfr. U. 1889.693 H. Ved dommen antages et gymnastikreglement forfat- tet af krigsministeriet at måtte henregnes til de offentlige aktstyk- ker, der frit kunne offentliggøres. På samme måde stiller det sig ved udgivelse af gamle hånd- skrifter, folkeviser, æventyr og lign. opdaget eller genopdaget stof, editio princeps, jfr. Knoph s. 181— 82, Hillig I s. 33. Selv om viden- skabsmanden har ofret store anstrengelser på den rette tydning af håndskrifterne, har enhver ret til at aftrykke den offentlig- gjorte tekst1), og videnskabsmandens mulighed for at opnå veder- lag ved udgivelsen ligger altså alene deri, at han kommer først med arbejdet samt i et tilføjet kritisk apparat. Overfor forlægge- ') Jfr. Hillig I s. 32, der citerer en udtalelse af Klostermann: „Kritische Text- rezensionen sind nicht gegen Nachdruck geschützt, weil sie nicht die Form des reproduzierten Geisteserzeugnisses verändern, sondern es nur in seiner ur- sprünglichen Form, sei es auch mit dem höchsten Aufwand von Mühe und Wissen, hersteilen wollen.“ Allfeld oplyser I s. 37, at der i komm issionen, der forberedte den gældende tyske ophavsretslov, blev stillet forslag om en begræn- set beskyttelse for udgiveren af sådanne skrifter, men forslaget kunne ikke gennemføres.