90 ren har han samme pligt til at undlade anden offentliggørelse, som om en egentlig forlagskontrakt forelå. Da ophavsret ikke er hjem- let den, der udgiver det nævnte stof, har han ikke eneret til at foranstalte oversættelse heraf. Derimod har oversætteren af stof- fet ophavsret for sin bearbejdelse af dette og kan slutte forlags- kontrakt herom. I denne forbindelse bemærkes, at ophavsretten efter L. 33 § 21, stk. 1 vedvarer i ophavsmandens levetid og 50 år efter udløbet af det år, i hvilket han er død. Fristen gælder ubetinget, hvad enten værket bliver offentliggjort under fristens løb eller ikke. Dette kan for ikke offentliggjorte værker føre til vanskeligheder, når spørgs- mål om udgivelse rejses kort før fristens udløb, idet et forlag da ikke vil have den nødvendige tid til udnyttelse af udgaven. Findes værket først efter fristens udløb, er der ingen beskyttelse. Ifl. den norske åndsværkslov § 17, stk. 1 sættes ophavsrettens varighed som efter L. 33, men der tilføjes „dog mindst i 10 år efter verkets offentliggjørelse“, således også den finske lovs § 25, stk. 1 og den tyske ophavsretslov § 29, 1ste pkt. Sådanne regler gør for så vidt ophavsretten evigtvarende for hidtil ikke offentliggjorte værker. Det er ophavsretten som en eneret for ophavsmanden eller dennes arvinger, der består, således at pludselig fjerne arvinger viser sig som rettighedshavere, når et manuskript mange år efter fristens udløb findes og udgives. Den, som har fortjenesten af fundet, får ingen ret. Der synes næppe at være tilstrækkelig anledning til på denne måde at forlænge beskyttelsesfristen for ikke offentliggjorte værker, medens det omvendt er et spørgsmål, om der bør gives en regel om en vis eneret for den, der fremdrager sådanne værker, jfr. ovenfor om editio princeps. 46. Når forlagskontrakt er sluttet om et værk, og ophavsman- den tiltrods herfor har overdraget forlagsret over samme værk til en anden, bliver retten hos første erhverver, og denne kan møde senere erhververe med forbud, prior tempore potior jure. Ander- ledes stiller sagen sig, såfremt ophavsmanden blot lover flere for- lagsret til det værk, han arbejder på. Her må en tidligere løfte- modtagers ret vige overfor den, der får forlagsretten overdraget, for så vidt han er i god tro. Den senere erhverver er iøvrigt indskrænket til at rejse erstat- ningskrav mod ophavsmanden. Dette kan blive alvorligt nok, så- fremt den senere erhverver har mangfoldiggjort værket og nu