92 den forlægger, der offentliggør plagiatet, ganske som om dette forelå fra tredjemands hånd. Er der kun spørgsmål om overtræ- delse af ophavsmandens ved kontrakten særlig påtagne undladel- sespligt, er forlæggeren sædvanlig indskrænket til at rejse erstat- ningskrav mod ophavsmanden, men udgivelsen af det konkur- rerende værk kan ikke hindres ved forbud og er i det hele ikke en retsstridig handling fra den anden forlæggers side mod den første. Hillig omtaler I s. 236— 37 et tilfælde, hvor ophavsmanden, efter at have modtaget et betydeligt honorar for udgivelse af et medi- cinsk værk på et forlag, inden udløbet af et år offentliggjorde et værk med samme emne på et andet forlag. Ophavsmanden var derpå død, og der var spørgsmål, om første forlægger kunne rejse noget krav mod anden forlægger. Hillig besvarer spørgsmålet be- nægtende, men gør dog en reservation under henvisning til B. G. B. § 826 (forsætlig skadetilføjelse på en måde, der strider mod „die guten Sitten“, en regel, der har udstrakt anvendelsesområde i tysk retspraksis). Den blotte omstændighed, at den anden forlægger er vidende om det tidligere offentliggjorte værks eksistens, er næppe tilstrækkeligt. „Jedenfalls ist der zweite Verlag dann aus § 826 B. G. B. verpflichtet, wenn er in voller Kenntnis der Umstände den Verfasser zur Herausgabe des zweiten Werkes veranlasst hat.“ Har den anden forlægger i ensidig og hensynsløs forfølgelse af egne erhvervsinteresser aktivt medvirket til ophavsmandens brud på klar undladelsespligt, må hans handlemåde dog anses for retsstri- dig i forhold til første forlægger. Strafferettens meddelagtigheds- regler kan ikke være afgørende for retsstridighedsspørgsmålet. Se iøvrigt Ussing aim. del, 2. udg., s. 547 ff. Med hensyn til billedkunsten i videste forstand gælder, at op- havsmanden kan benytte samme motiv så ofte han vil til at skabe nye originale værker, jfr. madonna med barnet, fuglebilleder o. s. v. Salg af senere værker krænker ikke køberen af et tidligere. Men hvis ophavsmanden har overdraget reproduktionsretten over et sådant værk til et kunstforlag, må han ikke til anden forlægger overdrage reproduktionsret til „samme“ billede eller figur. Man står her overfor vanskelige spørgsmål, der må afgøres rent kon- kret1). Se hertil Torben Lund II s. 243— 45 med de der frem- dragne domme. *) Rault nævner s. 252— 53 en dom afsagt af cour de Paris, hvis begrundelse fortjener at påagtes. Dommen udtaler: „Considérant que, s’il est facultatif å