104 kan indankes til afgørelse af Kunstakademiet. Her er ingen mu- lighed for færdiggørelse ved tredjemand. Torben Lund bemærker anf. sted: „Er de (arvingerne) derimod enige, er der, såfremt op- havsmanden ikke selv har kunnet tage en gyldig bestemmelse, ikke andet for end at forlade sig på arvingernes alvorlige moral- ske forpligtelse til at optræde loyalt i den afdøde ophavsmands ånd. Skifteretten kan næppe gribe ind.“ Hvad gyldigheden angår, må det antages, at ikke blot testamentariske bestemmelser men også andre utvivlsomme dispositioner fra ophavsmandens side, fx. en efterladt instruks til eksekutor eller til ægtefælle eller arvin- ger, må binde disse. Foreligger herefter ingen hindring for over- dragelse, udgivelse eller reproduktion, må arvingerne dog kun overdrage genstandene som disse foreligger fra ophavsmandens hånd og må således ikke lade usignerede arbejder forsyne med op- havsmandens signatur. Skal værket offentliggøres successivt, fx. som føljeton, har for- læggeren krav på, at hele værket afleveres straks1), idet han først er pligtig at påbegynde offentliggørelsen, når han har kunnet tage stilling til værket som helhed og er sikker på, at også slutningen kan leveres. „Trykfærdigt“ vil sige, at mangfoldiggørelse kan ske på grund- lag af det foreliggende. Men også at det er fuldt udarbejdet og fær- digt med hensyn til indhold og form. Heri ligger videregående krav til manuskriptet end sådanne, hvis opfyldelse blot er forudsæt- ning for, at værket kan sættes og trykkes. Det er med andre ord krav til værkets indre egenskaber. I tysk teori og praksis stilles krav om, at ophavsmanden leverer „ein ausgabefähiges W erk“ . Heri ligger ikke, at forlæggeren kan fordre visse litterære, kunst- neriske, videnskabelige kvalitetskrav opfyldt, jfr. Kohler s. 308, Runge s. 464. Kohler siger anf. sted: „Die Güte oder Schlechtig- keit einer Schöpfung kommt für die geschäftlichen Beziehungen *) R. Basch s. 62: „Certains tribunaux ont, en efl’et, admis que l’éditeur pou- vait surseoir å la publication lorsqu’il ne lui aura été com muniquée qu’une par- tie du inanscrit et cela méme dans les hypotheses ou son intégraiité n’est pas nécessaire des le debul, com m e lorsqu'il s’agit, par example, d’un rom an feuille- ton.“ Se også Hillig I s. 240 (241), der fremhæver, at forlæggeren ikke, når op - havsmanden har ladet sig udlevere dele af manuskriptet for at ændre i disse, kan være forpligtet til at arbejde videre med mangfoldiggørelsen af resten. F or- læggeren er berettiget til at standse arbejdet, indtil han atter er i besiddelse af hele manuskriptet.