108 af arbejdet og ved manglende plan for dette vil der e. o. være grundlag for at hæve kontrakten og indsætte en anden udgiver til arbejdets færdiggørelse. Også her vil det være rigtigt at sætte en frist, forinden ophævelse af kontrakten finder sted, men en sådan frist må tage hensyn til den foreliggende situation. I sagen U. 1942.700 H. havde et forlag truffet aftale med en redaktør om le- vering af manuskript til et biografisk leksikon i 5 bind å 300 sider indeholdende ca. 10.000 biografier. Kontrakten var indgået den 13. febr. 1940, og manuskriptet til hele værket skulle leveres ikke senere end 1. januar 1941. Der forhandledes derefter om en æn- dret plan for værket, og den 1. august 1940 meddelte forlaget, at forfatteren ikke behøvede „at sætte så stort pres på arbejdet“ . Uanset at der indtil december måned kun var leveret ca. 2000 bio- grafier, fandtes forlaget uberettiget til at hæve kontrakten. Vedrører forlagskontrakten et udarbejdet værk, og foreligger manuskriptet, er det sædvanligt, at dette overgives senest ved kon- traktens oprettelse. Manuskriptet overgives kun til besiddelse i den tid, der er nødvendig til dets sætning, og tilbageleveres regelmæs- sigt med den korrektur, der tilstilles ophavsmanden. Denne er ejer af manuskriptet1). L. 33 § 9, stk. 10 opstiller en formodningsregel herom, idet overdragelse af retten til offentliggørelse af et værk ikke indbefatter ejendomsretten til manuskriptet, hvis ikke andet er vedtaget. Denne regel gælder også ved forlagskontrakter oin mangfoldiggørelse af et originalt kunstværk L. 33 § 27, stk. 5, jfr. Torben Lund II s. 238— 39 og norsk lov om åndsverker § 25, 3. stk., der fastsætter, at ejendomsretten til eksemplaret forbliver *) Tysk forlagslov § 27 siger: „Der Verleger ist verpflichtet, das W erk, nach- dem es vervielfältigt worden ist, zurückzugeben, sofern der Verfasser sich vor dem Beginne der Vervielfältigung die Rückgabe Vorbehalten hat.“ Fortolkningen har givet anl. til tvivl om retsstillingen, når ophavsmanden ikke har taget fo r- behold som foreskrevet. Riezler s. 351 antager, at bestemmelsens form ål er at fritage forlæggeren for ansvar, når manuskriptet ikke kan tilbageleveres i ube- skadiget stand, „nicht aber der, ihm ein beliebiges Verfügungsrecht oder Ver- nichtungsrecht in Ansehung des Manuskriptes zu geben.“ Efter Kohler s. 299 er overgivelsen uden forbehold en overdragelse til ejendom . Allfeld III s. 123 gør rigtigt opm ærksom på, at manuskriptet normalt tilbageleveres successive sam- men med de tilsvarende korrekturark, hvorefter det ikke tilbageleveres til fo r- læggeren. § 27 er givet, fordi denne kun ved at udvise særlig agtpågivenhed er i stand til at tilbagelevere manuskriptdelene. Ifølge fransk retsopfattelse erhver- ver forlæggeren ikke ejendom sret til manuskriptet, jfr. Basch s. 64— 65. Finsk udk. 1938 § 25, 2. pkt. lyder: „Sedan mångfaldigandet slutförts, äger upphovs- mannen rätt alt återfå originalet.“