I l l Samlerværket „Ordbog over det danske Sprog“ er under redak- tionen vokset så betydeligt, at udgiverne og forlaget er enedes om at levere de sidste 3 bind, bind 25— 27, vederlagsfrit i hæftet stand til subskribenterne. Ved sådanne udgivelser, der strækker sig over en årrække, og hvor det ved værkets planlæggelse ikke er muligt med sikkerhed at angive bindantallet, bør værket sælges således, at prisen fastsættes pr. bind. Subskribenterne, der nyder godt af de gennem videnskabelige fremskridt o. 1. successivt nødvendig- gjorte udvidelser, får gennem det øgede indhold vederlag, men dette er ikke retlig afgørende, når salgsprospektet angiver et be- stemt bindantal. 55. Manuskriptets undergang. Går manuskriptet til grunde inden afleveringen til forlæggeren, er ophavsmanden berettiget men næppe forpligtet til at fremstille et nyt manuskript. Ved manu- skriptets undergang forstås, at alle eksisterende afskrifter er gået til grunde. Det følger af sig selv, at ophavsmanden må levere, så- længe der eksisterer et eksemplar af værket. Ved dommen U. 1878.817 blev en forfatter, der havde sendt manuskriptet til re- sten af en føljetonroman til bladets faktor, frifundet for redaktø- rens erstatningskrav i anledning af, at dette restmanuskript var forkommet. Er manuskriptet overgivet til forlæggeren og derefter gået til grunde, må forlæggeren principielt være erstatningspligtig for den herved opståede skade1). Drejer det sig om manuskripter, som uden forudgående opfordring indsendes til aviser, tidsskrifter o. 1., må forbehold om frihed for ansvar for indsendte manuskripter fri- tage for dette. Og det må vistnok antages, at skik og brug med- fører, at ophavsmanden ved sådanne i reglen korte manuskripter må sørge for afskrift i den forstand, at han ikke kan kræve erstat- ning, såfremt manuskriptet bortkommer. Iøvrigt gælder som sagt, at forlæggeren principielt er erstatningspligtig. Han er pligtig at træffe sådanne foranstaltninger til manuskriptets bevarelse, som forsvarlig forlagsskik kræver. Forlæggeren kan selvsagt ikke fri sig for ansvar ved at hævde, at manuskriptet ikke var egnet til ud- givelse. Ved bedømmelse af erstatningsansvarets omfang må der Hillig I s. 245, II s. 249. Allfeld III s. 160 ff., Basch s. 65 og dom i D’a 1949 s. 70, ansvar statueret for forlæggeren, uanset at manuskriptet befandt sig hos bogtrykkeren, da det gik tabt, og uanset at ophavsmanden ikke havde opbe- varet en kopi af manuskriptet.