113 betragtes den som godkendt, og forlæggeren er berettiget til at lade værket trykke, efter at sætterfejl er rettede, men kan også, hvis han foretrækker det, give forfatteren en frist på 14 dage og, så- fremt denne frist overskrides, hæve aftalen,“ N. F. § 6, stk. 4. Op- havsmandens undladelse af at sende korrekturen tilbage skulle herefter åbne forlæggeren mulighed for at springe fra kontrakten. Da værket er sat, og da ophavsmanden ofte ikke vil være i stand til at yde den dækning for sætteudgifter og andre positive udlæg, forlæggeren har haft, vil man kun rent undtagelsesvist se forlæg- geren gå denne vej. Forlæggeren er berettiget til at lade værket trykke uden at sætte nogen frist for tilbagesendelse af korrek- turen. Det rigtigste vil dog være, at forlæggeren sikrer sig skrift- ligt bevis for, at han har rykket ophavsmanden for korrekturen, inden han trykker værket. Det er sædvane at forsyne den til op- havsmanden sidst fremsendte korrektur med et påstemplet: Kan trykkes/Ny korrektur udbedes. Har ophavsmanden tilbagesendt denne korrektur med udstregning af sidst nævnte alternativ, inde- holdes heri hans trykketilladelse. I fransk praksis kræves ophavs- mandens underskrift: signature du bon å tirer med datering. Først herefter kan forlæggeren trykke værket ansvarsfrit1) i forhold til ophavsmanden. Trykkes værket, før der foreligger signature du bon å tirer, kan ophavsmanden hindre offentliggørelse ved forbud og e. o. kræve erstatning. De større forlag har en såkaldt „huskorrektur“, der retter sprog- lige fejl. Denne huskorrektur er ofte af høj faglig kvalitet, men den må kun rette fejl, ikke foretage ændringer, og den må end- videre respektere den særlige stil og stavemåde, som er ophavs- mandens. Det vil altså ikke altid være opgaven for denne korrek- tur at anvende den autoriserede retskrivning. Egentlige ændringer af værket, udeladelser og forkortelser eller omskrivning af teksten er forbudt forlæggeren, jfr. L. 33 § 9, stk. 3, Ophavsretten s. 125. Ophavsmanden kan imidlertid give afkald på beskyttelsen efter L. 33 § 9, stk. 3. Et sådant afkald ligger næppe altid i en klausul i forlagskontrakten om, at forlæggeren skal være berettiget til at gang gennemse det grundigt . . . . tvivlsomt, om man nogensinde får så lidt for sine penge, som når man giver dem ud på korrektur . . . . 10— 12 % af satsom- kostningerne er efter min mening en rimelig indrømmelse, hvor det drejer sig om et maskinskrevet manuskript, der er blevet omhyggeligt gennemset, men ikke engang 50 % vil være tilstrækkeligt for en skødesløs forfatter.“ Jfr. Basch s. 24— 25, 67— 68, Jean Rault s. 244— 45. F orlagsretten 8