114 foretage ændringer. Der må e. o. kræves samtykke til selve æn- dringen, således navnlig til forandring af værkets titel, jfr. finsk udk. 1938 § 27, stk. 1. I denne forbindelse kan bemærkes, at for- lagene om ønskes gennem sagkyndige yder ophavsmanden bistand til at bringe manuskriptet i endelig trykfærdig form. Et manu- skript trænger ofte til denne støtte. Omvendt må det antages, at ophavsmanden selv må være be- føjet til at ændre manuskriptet, selvom dette er overleveret ved forlagskontraktens oprettelse og godkendt af forlæggeren. L. 33 § 9, stk. 3 er netop udtryk for, at værket skal respekteres i den endelige form, ophavsmanden giver det. Ved forlagskontrakten sættes dog grænser for denne ændringsret. Dels medfører reglen om ophavsmandens pligt til betaling af korrekturudgifter udover den fastsatte grænse rent faktisk en vis begrænsning. Dels er der i N. F. § 6, stk. 3 fastsat en begrænsning ud fra mere principielle synspunkter. Det bestemmes her: „Forfatteren må ikke foretage sådanne forandringer i værket, at dets karakter derved væsentlig ændres.“ Det er de samme grunde, der ligger bag den tyske for- lagslov § 12, stk. 1, sidste pkt.: „Änderungen sind nur insoweit zulässig, als nicht durch sie ein berechtigtes Interesse des Ver- legers verletzt wird,“ men denne regel er formuleret mere omfat- tende. Det er forlæggerens interesse i, at værket offentliggøres i den form og med det indhold, der er godkendt af ham, der herved til- godeses. Også forlæggeren har en ideel interesse at varetage, for- lagets holdning i kulturelle, politiske, religiøse, videnskabelige og andre spørgsmål. Det drejer sig kort sagt om ændringer, der be- rører forlagets anseelse og ære. Men også forlagets rent forret- ningsmæssige interesser i det antagne værk kræver respekt fra op- havsmandens side. Hvis ændringerne medfører, at det antagne værk nu bliver uegnet eller mindre egnet til at tjene det formål, udgivelsen tilsigtede, vil dette få indflydelse på afsætningsmulig- hederne og dermed skade forlæggerens interesser. Det kræves dog, at værkets karakter som følge af ændringerne skal „væsentlig æn- dres“ . Om dette er tilfældet in concreto, er et domstolsspørgsmål, og det må være forlæggeren, der har bevisbyrden. Ifølge finsk udk. 1938 § 26 er ophavsmanden berettiget til at ændre værket indtil mangfoldiggørelsen er afsluttet, såvidt ændringerne „ej väsentligen ändra verkets karaktär eller omfång eller öka förläggarens an- svarighet“ .