medlem af Konservativ Ungdom havde været indviklet i nogle gadeoptøjer, og i den anledning var blevet idømt 60 dages hæfte for vold mod sagesløs person, da han sammen med sin forsvarer forlod domhuset. Dommen er næppe rigtig. Det kan ikke i al al- mindelighed anses for retsstridigt at fotografere sigtede eller til- talte på vej til og fra domhuset og bringe deres billede i presse eller fjernsyn. Retsplejelovens § 31 indeholder forbud imod at fotografere eller tegne i retssalen under retsmøder og giver retten beføjelse til ved kendelse at forbyde offentlig gengivelse i billeder af et retsmøde, selvom disse ikke er blevet til i strid med det almin- delige tegne- og fotograferingsforbud. Loven indeholder ingen hjemmel til at forbyde offentliggørelse af billeder som de oven- omtalte. 60. Ad III. Hvad angår retten til i litterære, sceniske og filmiske fremstillinger at anvende levende model må udgangspunktet for afgørelse af retsstridighedsspørgsmålet være straffelovens § 263, stk. 1, hvor det hedder: „Med bøde eller hæfte indtil 6 måneder straffes den, som krænker nogens fred . . . . 3) ved offentlig med- delelse om nogens rent private hjemlige forhold, 4) ved offentlig meddelelse om andre privatlivet tilhørende forhold, som med rime- lig grund kan forlanges unddraget offentligheden.“ Bestemmelsen er trådt i stedet for straffeloven af 1866 § 220 men har .et videre område, idet § 220 alene straffede meddelelse om personlige og huslige forhold. Straffelovens bestemmelse er vejledende for det her foreliggende spørgsmål, men man kan naturligvis ikke gå ud fra, at bestemmelsen udtømmende angiver grænserne for det til- ladte på dette område i civilretlig henseende. Det er højst sandsyn- ligt, at man med de civilretlige retsmidler — forbud og erstatning — vil gå videre i retning af at beskytte privatlivets fred end an- givet i straffeloven. Vedrørende spørgsmålet om nøgleromaner foreligger såvidt ses 2 danske domme. I sagen U. 1893.285 havde en mand indstævnet forfatteren Sophus Michaelis i anledning af, at denne i 1891 havde udgivet en bog kaldet „Synd“ omfattende to fortællinger, af hvilke den sidste kaldet „Nelly“ ved skildringen af en urtekræmmer og forholdene i hans hus åbenbart og iøjnefaldende havde sigtet til sagsøgeren. Forfatteren indrømmede, at han i bogen havde be- nyttet en del faktiske data og begivenheder, som havde tildraget sig i sagsøgerens hus og forretning, og som han var bekendt med 119