121 litterære eller kunstneriske frembringelse kan blive retmæssig alle- rede af den grund, selv om det kan antages, at en vis kreds af personer i skildringen vil finde træk af tildragelser i eksisterende personers liv. Hvornår ophavsmanden overskrider grænsen for det lovlige i denne henseende må naturligvis altid bero på et skøn i hvert enkelt tilfælde. I erindringsboger eller selvbiografier vil op- havsmanden ikke altid magte den frie kunstneriske form eller denne træder tilbage under hensyn til værkets formål, og i så fald må ophavsmandens ansvar bedømmes efter de almindelige regler. Ansvar pådrages dog efter sagens natur ikke ved generelle kritiske udtalelser eller betragtninger. Seinedomstolen afsagde i 1938 dom i en sag anlagt mod den franske skuespiller Sacha Guitry, som i sine „Memoires“ i et kapitel betitlet „Mes pensions“ havde omtalt en skole, han havde besøgt som barn på en sådan måde, at skolens direktør anlagde erstatningssag. Guitry blev frifundet ... „l’on ne peut voir dans les passages incriminés, que la narration ironique parfois de souvenirs un peu effacés, et non une critique malveil- lante portant atteinte å une interét matériel ou moral“ , Basch s. 73. Er offentliggørelsen retsstridig, vil også forlæggeren kunne blive ansvarlig, se presselovens § 4, når de subjektive betingelser herfor er opfyldt, jfr. under V. Forskelligt fra de behandlede tilfælde er det forhold, at et værk fremtræder som biografi af en eventuelt endnu levende person. Personligheder fra litteraturens, kunstens, videnskabens, teknikens, politikens eller andre af samfundslivets områder kan ikke forbyde offentliggørelse af værker, hvis hoved- formål er at give en levnedsbeskrivelse og vurdering af den på- gældendes gerning. Skildringen af de faktiske forhold må holde sig indenfor rammerne af straffelovens regler, særlig også strfl. § 263, stk. 1 nr. 4, men lovbestemmelsen tager hensyn til enkelt- tilfældet, „med rimelig grund kan forlanges unddraget offentlig- heden“. Personer, der tilhører offentligheden, har ikke samme krav på unddragelse som privatpersoner. Vurderingen af den bio- graferedes indsats er fr i1). 61. Ad IV. Hvor det drejer sig om benyttelse af dagliglivets „faits divers“ som råstof for det skabende arbejde, må det indled- ningsvis fremhæves, at ophavsmanden har fuld adgang til benyt- telse af dette offentlige stof. Og det ikke blot som inspiration men ') Jfr. sagen om Franz Ludwigs biografi: Ludwig Wiillner, sein Leben und seine Kunst, Ufita 1930 s. 201.