122 også således, at handlingsforløbet mere eller mindre svarende til det faktisk skete indgår i værket. Den afgørende forskel overfor tilfældene under III er, at de begivenheder, der benyttes, er offent- lige. Hvad enten det drejer sig om en fodboldkamp, et overfald på offentlig gade, voldtægt eller mord eller et offentligt møde, her- under et retsmøde, er jo offentlig meddelelse om, hvad der er pas- seret, lovlig. Så må det også være berettiget at benytte begivenhe- den som baggrund for en litterær, dramatisk eller filmisk frem- stilling. Berømte retssager, særlig kriminalsager, har ofte dannefc basis for udgivelse af bøger, enten som referat af sagerne eller som kunstnerisk fremstilling1). Det såkaldte „Lensmandsmordet“ i Norge i 1926 inspirerede forfatteren Gunnar Larsen til bogen „To mistenkelige personer“ , der udkom i 1933. Ophavsmanden har her fulgt de faktiske oplysninger fra jagten på de 2 mordere, der den- gang vakte stor opsigt i Norge og var genstand for megen omtale i pressen. Bogens særpræg og det, der giver den dens litterære værdi, er den psykologisk interessante skildring af de flygtende morderes samtaler og deres tanker om hinanden samt de indtryk, de modtager under flugten, og er selvsagt baseret på ophavsmandens digteriske evne og intensive fornemmelse af det forhold, der har bestået mellem de 2 jagede personer. At forbyde offentliggørelsen af et sådant værk af hensyn til morderen kan der ikke være tale om. At bogen filmatiseres, og værket således fremtræder under en ny form kan ikke ændre herved. Sker dette, efter at morderen har udstået sin straf og er vendt tilbage til et normalt liv i samfundet, kan han kun kræve, at værket ikke nævner ham ved det navn, han nu lever under. Men selve sagen med hans egen andel i den må stå åben for videnskabelig, litterær, dramatisk og filmisk be- arbejdelse. 62. Ad V. Der vil her, for så vidt angår offentlig påtale under- givne strafbare handlinger navnlig blive spørgsmål om ansvar efter straffelovens § 234, stk. 1 nr. 2, jfr. stk. 2 om offentliggørelse og udbredelse af utugtige skrifter og om sfctfsforbrydelser. Ansvaret vil påhvile såvel ophavsmand som forlægger, når de subjektive betingelser er til stede. Under den tidligere presselov 3. jan. 1851 § 3, der positivt begrænsede ansvaret for trykte skrif- *) Eksempelvis kan nævnes Johannes Buchholtz: „Mennesker vil være Gu- der“ og Ronald Fangen: „Mannen som elsket rettferdigheten“ , H yde: „The trials a f Oscar W ilde“ og mange andre.