123 ter, var det tvivlsomt, om forlægger og bogtrykker kunne drages til ansvar for udgivelse af utugtige skrifter, når ophavsmanden var navngivet, jfr. Krabbe, Borgerlig Straffelov 4. udg. s. 533— 34. Hvor det drejede sig om udgivelse af bøger, begrænsedes ansvaret i praksis til ophavsmanden, jfr. således U. 1918.721 H. med note 1, forfatteren, dr. phil. Emil Rasmussen idømt simpelt fængsel i 14 dage i anledning af udgivelsen af hans værk „Barbarkvinder. — Et fransk Øjenvidnes Afsløringer af haarrejsende tyske Tilstande“ . Ophavsmanden anførte til sin undskyldning, at det var hans hen- sigt at satirisere over urigtige beretninger angående tyskernes for- hold under krigstilstanden. Dommen lægger formentlig navnlig vægt på, jfr. note 1, at bogen fortrinsvis eller udelukkende beskæf- tigede sig med de sædelige tilstande mellem Tysklands kvinder, og at „råheden og plumpheden af de i bogen indeholdte skildrin- ger og bemærkninger ej heller dækkes ved dens litterære værd eller dens karakter af satire, idet bogen både er åndløs og kedsom- melig“, jfr. også U. 1922.820 vedr. skriftet „Kan mænd undværes?“ . M. h. t. tidsskrifter måtte det vistnok antages, jfr. Krabbe anf. sted, at strfl. § 234 havde fortrængt reglen i presselov 3. jan. 1851 § 3, jfr. U. 1938.470 (H.), hvorefter ansvaret for et hefte „Mont- martre“ med utugtigt indhold antoges at påhvile såvel den ansvar- havende redaktør som forhandleren. Ifølge den gældende lov om pressens brug af 13. april 1938 § 4 er enhver, der offentliggør eller udbreder, eller som medvirker til offentliggørelsen eller udbredelsen af ikke-periodisk trykt skrift, ansvarlig til straf eller erstatning efter lovgivningens almindelige relger, såfremt indholdet er retsstridigt. Ifl. samme lovs § 16, stk. 2 anses et skrift ikke for periodisk, medmindre det er bestemt til at udkomme mindst 2 gange årlig. Iøvrigt må loven antages at hen- holde sig til den almindelige opfattelse af, hvad der skal forstås ved periodisk skrift, jfr. U. 1949.687 og Rasting: Presseretten s. 124. Et skrift, der udsendes lejlighedsvis, er ikke et periodisk skrift, jfr. nysnævnte dom, hvorfor de aim. ansvarsregler finder anven- delse. For periodiske skrifter gælder særlige ansvarsregler, jfr. lovens § 6. For forlagsrettens vedk. har begge grupper af ansvars- regler interesse, § 4 m. h. t. bøger af enhver art, § 6 m. h. t. tids- skrifter. Idet presselovens § 4 m. h. t. bøger henviser til lovgivningens al- mindelige regler om ansvar, følger heraf, at forlæggeren, der er