124 vidende om offentliggørelsens strafbarhed eller retsstridighed og således handler forsætligt, pådrager sig strafansvar ved siden af ophavsmanden. Endvidere ifalder forlæggeren erstatningsansvar efter culpareglen. Dette ansvar er et selvstændigt ansvar, og for- læggeren har ikke rekurs til ophavsmanden. Ifl. lovens § 6 gælder m. h. t. periodiske skrifter, at strafansvar kun kan pålægges redaktør og forfatter, altså ikke forlæggeren. Er ophavsmanden navngiven, har han som regel alene ansvaret, ellers påhviler det redaktøren. Begås visse statsforbrydelser gen- nem skriftet, finder lovgivningens almindelige ansvarsregler an- vendelse, jfr. presselovens § 7, og forlæggeren kan blive ansvarlig, se iøvrigt herom Rasting s. 127 ff. For så vidt angår privat påtale undergivne strafbare handlin- ger, såsom ærefornærmelser og krænkelse af privatlivets fred, skal bemærkes, at retsstridigheden her ofte beror på et vanskeligt skøn, idet navnlig for ærefornærmelsers vedk. en bred margin må gives ytringsfriheden, når udtalelser fremsættes til kritik1) o. 1 . Men prin- cipielt kan både ophavsmand og forlægger drages til ansvar, jfr. foran. Her vil det være af særlig betydning, at ophavsmanden, forinden værket mangfoldiggøres, underretter forlæggeren om de udtalelser i værket, som kan medføre ansvar. 63. Ad VI. Såfremt forlæggeren ikke er underrettet om værkets retsstridighed, og er i god tro, idet han ikke ved sædvanlig agt- pågivenhed har kunnet kende retsstridigheden, må han på ethvert tidspunkt kunne træde tilbage, hæve kontrakten og kræve erstat- ning. Er værket ikke mangfoldiggjort, vil simpel ophævelse af kontrakten altid stå ham åben. Ophavsmanden har her intet krav på, at offentliggørelse sker. Er værket derimod mangfoldiggjort uden at være offentliggjort, må forlæggeren i hvert fald kunne kræve sine positive udlæg dækket, og meget taler for her at give ham krav på tabt fortjeneste. På samme måde stiller sagen sig, når værket er offentliggjort. r) Ved Københavns byrets dom af 18. april 1951 blev afgjort en sag, som Elith Jensen havde anlagt m od fhv. højesteretspræsident, dr. jur. Troels G. Jør- gensen i anledning af dennes i 1949 udsendte bog: „18 år af Højesterets histo- rie.“ Dommen anså ikke grænserne for ytringsfriheden for overskredet ved brug af udtrykket „kværulantaffære“ og visse andre udtryk, idet der blev lagt vægt på værkets karakter som fagligt, retshistorisk værk. Omtalen af sagsøgeren og begivenheder i forbindelse hermed var dernæst kun sket med anvendelse af sag- søgerens initialer E. J., og hans navn fandtes ikke angivet i bogens indholdsfor- tegnelse eller personregister.