Kapitel VII. Forlæggerens Udgivelsespligt. 64. Forlæggerens hovedpligt1) i h. t. forlagskontrakten er at ud- give d. v. s. at mangfoldiggøre og sælge (sprede) værket. Det er denne pligt, der karakteriserer aftalen som en forlagskontrakt, jfr. L. 33 § 9, stk. 6, „pligtig at udgive værket“ . Her hjemles mulig- hed for at vedtage noget „andet“ end den frist på et år, som loven sætter, men det kan ikke vedtages, at forlæggeren ikke skal være pligtig at udgive værket. En sådan klausul i retshandlen er ufor- enelig med forlagskontraktens begreb. Pligt til udgivelse gælder også i forlagskontrakter om musik- og kunstværker. Lovstedet handler kun om udgivelse af værket første gang. Misligholder for- læggeren denne pligt, kan ophavsmanden kræve erstatning efter sædvanlige kontraktsregier, altså dækning for hele sit tab. Kun hvor lov, retspraksis eller kontrakt hjemler en sådan erstatnings- pligt, kan man tale om en pligt til at udgive værket. Forlagsrettens tilbagegang til ophavsmanden under visse omstændigheder er ikke udtryk for en udgivelsespligt. Det kan være vanskeligt at fastsætte tabets størrelse, når bogen faktisk ikke er udgivet og retten derfor står uden vejledning med hensyn til det resultat en udgivelse kunne medføre. Vejledende vil være, hvad forlæggeren i henhold til kontrakten ville have at betale ophavsmanden ved udsolgt oplag. Men der bør tages hensyn til værkets art, og til at ophavsmanden ved søgsmålet tillige vil få sin ophavsret igen og nu kan slutte kontrakt med ‘ ) Torp s. 43, Grundtvig s. 114 fT., Torben Lund I s. 114 ff., II s. 236 ff., Op- havsretten s. 225 ff., Knoph s. 142, Eberstein s. 154 ff., Hedfeldt: „Till frågan om förlagsavtalets regiering i lag“ i Festskrift til Birger Ekeberg, Stockholm 1950 s. 230 ff., N ybergh s. 80, 100 ff., Kohler s. 294 ff., Riezler s. 340 ff., Allfeld I s. 110, II s. 72— 73 , III s. 10 ff., W illy Hofmann Ufita 1930 s. 4 ff., 1931 s. 5 ff., Runge s. 482 ff., Büchler s. 49 ff., Rault s. 266 ff., Basch s. 74 ff.