127 anden forlægger. Ophavsmandens interesse i at se sit værk offent- liggjort spiller en rolle. Kan han faktisk få værket ud andetsteds, er der spørgsmål om at bedømme tabet ved den forsinkede offent- liggørelse. Medfører misligholdelsen, at tidspunktet for udgivelse overhovedet forpasses, så udgivelse på andet forlag nu er umulig, vil det være rimeligt at tilkende ophavsmanden hele det vederlag, der var aftalt i kontrakten. Såfremt ophavsmanden ikke gør misligholdelsen gældende som anført, hjemler L. 33 § 9, stk. 7 og 8 ret til forlagsrettens bort- fald. Disse regler er præceptive. Det hedder i stk. 7: „Er der efter afleveringen af det fuldstændige manuskript hengået 4 år, uden at værket er udgivet, skal forfatteren (hans arvinger eller udgiverne, jfr. § 3), uanset hvad der derom måtte være fastsat i forlagskon- trakten, være berettiget til at kræve, at udgivelsen skal finde sted inden 1 års forløb regnet fra kravets fremsættelse.“ Og i stk. 8 bestemmes: „Har udgivelsen da ikke fundet sted ved denne frists udløb, bortfalder forlagsretten for det pågældende værks vedkom- mende, uden at der i denne anledning bliver spørgsmål om for- tabelse af allerede udbetalt eller forfaldent forfatterhonorar.“ Disse regler medfører ikke en præceptivt foreskreven „pligt for forlæggeren til at udgive det pågældende værk inden ialt 5 år efter afleveringen af manuskriptet“ , jfr. Torben Lund I s. 105. Som det anføres i Ophavsretten s. 226 ff. er det en regel, der viser ophavsmanden vej til at generhverve forlagsretten. Reglen er for- met efter den tyske forlagslovs § 17, der giver ophavsmanden ad- gang til „Rücktritt“, når forlæggeren, der har ret til at foranstalte nyt oplag, ikke vil udgive sådant. Men reglen kan hverken her eller med hensyn til § 9, stk. 9 angående udgivelse af nyt oplag påberåbes som hjemmel for en udgivelsespligt. I motiverne til forslag H., Dansk bet. 1931 s. 23— 24 1) omtales disse nye regler, og det bemærkes s. 24: „Tilsvarende regler, dog med kortere tidsfrister, er givet i den nye svenske forfatterlov af 24. april 1931 § 17, 2. og 3. stk.“ Det må dog i denne forbindelse bemærkes, at den svenske forfatterlov netop ikke har en regel sva- rende til den danske § 9, stk. 6, men kun regler svarende til stk. 7 og 8. Herved er der, jfr. Hedfeldt anf. sted s. 238 opstået tvivl *) I Juristen 1942 s. 178 anmelder Torben Lund „ Ophavsretten“ og vil rette min henvisning til nævnte bet. 1931 til s. 29— 30. Det er imidlertid s. 23— 24 forslag H. omtales.