129 naturale negotii, og skulle der i et overdragelsesdokument ikke ud- trykkeligt være fastsat en sådan pligt, gælder den alligevel. For- læggeren kan ikke erhverve værket for at lægge den døde hånd på det. Også kontrakter, hvorved den „fulde ejendomsret“ eller „al forfatterret“ etc. overdrages1), må forstås på denne måde, jfr. U. 1945.985. Pligten til at udgive værket i 1ste oplag, altså første gang, kan fremtvinges ved handlingsdom, jfr. NRt. 1930 s. 1210. For svensk rets vedkommende blev forlæggerens pligt til at udgive værket tidligt fastslået i retspraksis, se Hedfeldt anf. sted side 237, der henviser til dom i N. J. A. 1899 s. 38 og Eberstein s. 158, der udtaler, at . enhälliga dom stolar..........ansett underlåtenhet att utgiva verket såsom ett till skadestånd förpliktande kontrakts- brott“ 2) 65. Anderledes kan sagen derimod stille sig, når aftale sluttes om værker, der endnu ikke er frembragt og ganske særlig ved be- stilte værker, hvor forlæggeren har angivet værkets plan og hvad der skal medtages i værket, medens udarbejdelsen af værket er overladt til ophavsmanden. Her må det bero på aftalens indhold og forudsætninger, om der ved den skabes pligt til at udgive det bestilte værk. Den, der bestiller en slægtsbog, et jubilæumsskrift o. s. v., vil som regel have bestemmelsesretten. Pligt til at udgive foreligger her, når det udtrykkelig er aftalt, eller når det under hensyn til forholdene må antages, at det har været en klar forud- sætning for ophavsmanden, således når fx. et forlag bestiller en biografi af en historisk personlighed udarbejdet af en anerkendt videnskabsmand. Her er det ikke nok at yde honorar, men ophavs- manden må kunne hævde, at hans interesse i værkets offentlig- gørelse for ham var afgørende for, at han overtog opgaven. Tysk forlagslov opstiller i § 47 en formodningsregel, der dog kan af- kræftes: „Übernimmt jemand die Herstellung eines Werkes nach einem Plane, in welchem ihm der Besteller den Inhalt des Werkes *) Basch s. 74— 75 nævner en fransk dom, som bl. a. siger: „ .. . . que, lorsque l’éditeur pretend qu’il a acquis sur l’oeuvre un droit absolu de publier ou de ne pas publier, une teile interpretation est cerlainement contraire å la com mune intention des parties“ . En anden dom siger kort: „que l’éditeur n’a acheté que pour éditer, et l’auteur n'a vendu que pour etre publié“ . 2) Det kan bemærkes, at den i nævnte retssag omstridte kontrakt var indgået 16. juli 1895, og at stævning var udtaget allerede i marts 1896. Alle tre instanser anså forlaget skyldig i kontraktsbrud som følge af ikke-udgivelse af værket. Ved højesterets dom fastsattes erstatningen til det for 1. oplag mistede honorar. F orlagsrcllen 9