150 indenfor „huskorrekturen“s rammer, se s. 113. Ej heller må for- læggeren foretage forkortelser uden samtykke. Har ophavsmanden selv forkortet og bearbejdet sit tidligere ud- givne værk og udgivet det i den forandrede skikkelse, må det ikke uden hans samtykke påny udgives i den oprindelige skikkelse, anderledes dommen U. 1918.251. Forfatteren Chr. Gjerløv havde, efter at der var udkommet 6 oplag af hans værk „Sodoma“ , fore- taget forskellige forandringer og forkortelser i bogen. Det siges i dommen „som det må antages med forlagets samtykke“ . Såfremt heri skulle ligge en forudsætning om, at forlagets samtykke er nødvendigt i slige tilfælde, beror dette på misforståelse. Forlægge- ren skal ikke samtykke i ophavsmandens forandringer og bear- bejdelser af værket, men er omvendt pligtig at rette sig efter disse og udgive værket i den form, ophavsmanden giver det, det være sig ved 1ste udgave eller en hvilkensomhelst senere udgave. Efter de nævnte forandringer var værket udkommet i 7— 9 oplag, og forlagsretten derpå overdraget videre til en erhverver, som — i god tro — udgav det på grundlag af et eksemplar af 4. oplag, altså i den tidligere skikkelse. Dommen frifinder erhververen for ansvar også for påstanden om tilintetgørelse. Da objektiv retsstrid er til- strækkelig1) for anvendelse af dette retsmiddel, er domsresultatet næppe rigtigt på dette punkt. Sagen var imidlertid ikke fuldt op- lyst, jfr. note 2 til dommen. Det anførte gælder også, når et værk oversættes eller bearbejdes med udgivelse her for øje. Oversætter og bearbejder er ifølge sa- gens natur friere stillet overfor originalværket, men forlæggeren er i forhold til oversætter og bearbejder stillet ganske på samme måde som overfor ophavsmanden2). Ved oversættelser opstår ofte spørgsmål om foretagelse af forkortelser, fordi afsnit af original- værket skønnes uegnede til offentliggørelse her, eller simpelthen fordi værket forbedres og salget lettes ved forkortelser. Disse må dog altid forelægges ophavsmanden selv, medmindre denne har bemyndiget oversætteren til at træffe bestemmelse. Når forlægge- ren er uberettiget til at foretage forkortelser, hvorved dog ophavs- *) Ophavsretten s. 294. 2) Jfr. R.G.Z. Ufita 1936.362 ang. den tyske oversættelse af Sinclair Lewis’s ro- maner „Babbitt“ , og „Dr. Arrowsm ith“ . Forlaget udgav — efter al romanerne var udgivet på sædvanlig vis — en billig folkeudgave af „Babbitt“ med 3171 ændrin- ger i forhold til oversættelsen under angivelse af oversætterens navn, men uden at billigudgaven var forelagt, endsige godkendt af oversætteren.