Kapitel VIII Vederlagspligten. 76. Eneretten til de forskellige former for økonomisk udnyttelse af værket gives ophavsmanden bl. a. og navnlig for at han her- igennem kan opnå honorar. Og selv om det ikke hører med til en forlagskontrakts begrebsmæssige indhold, at der skal ydes op- havsmanden honorar, så er ikke desto mindre bestemmelserne om honoraret, dettes størrelse, beregningsmåde og udbetaling blandt forlagskontraktens vigtigste bestemmelser. To ting må her erin- dres. Honorarbestemmelserne har i almindelighed været drøftet på baggrund af de for skønlitterære værker gældende sædvaner og normalkontrakter, uanset at disse værker kun udgør en min- dre brøkdel af forlagenes produktion, ca. 15 %. Det er imidlertid umuligt at presse alle de forskelligartede forlagsforhold ind under samme normer, og derfor må netop forlagskontraktens bestemmel- ser om honoraret vies en særlig opmærksomhed med henblik på værkets art, romaner, digtsamlinger, essays, skuespil, noveller, videnskabelige værker, skolebøger, populærvidenskabelige værker, bestilte værker, samlerværker o. s. v. Udviklingen indenfor op- havsretten viser en stadig stigende tendens til indenfor visse op- delte områder at nå til opstilling af standardnormer for honoraret på det pågældende område, normer, der træder til og udfylder kontrakten, såfremt denne ikke indeholder bestemmelser om honorar, og tillige virker som vejledning for parterne under kon- traktsforhandlinger. I forbindelse hermed står, at den enkelte op- havsmands handlen på området mere og mere trænges tilbage til gunst for organisationernes indflydelse. Men dernæst og ikke mindst må det huskes, at kontraktsformu- larer og lovregler ikke kan have til formål at sikre ophavsmanden en løn for hans virksomhed, for den af ham ydede arfre/dspræsta-