153 tion. Forlagskontrakten er ingensinde en arbejdskontrakt1). Tari- fer for vederlag som kendt fra overenskomster mellem arbejds- giverorganisationer og fagforeninger er der ikke spørgsmål om. Overalt er det værket og ikke virksomheden, der er afgørende. Det er værket, der skal udnyttes økonomisk, og det er dets art og den grad af fuldkommenhed, hvormed det formår at tilfreds- stille køberpublikumets behov, der bliver bestemmende for det økonomiske udbytte. Hvadenten det drejer sig om litterære værker eller musik, om kunstværker, film o. s. v. viser erfaringen, at nogle værker er vanskelige at afsætte, om ikke helt usælgelige, andre går og atter andre styrter publikum efter. Som man ved, er det ikke den kunstneriske lødighed, der er bestemmende her- for. Men hvordan det nu end er i så henseende, er det krav, op- havsmanden kan stille til en rationel honorarordning, alene det, at han får sin rimelige andel i det økonomiske udbytte, værket af- kaster, det være sig så større eller mindre alt el'ter omstændighe- derne. Dette må erindres, når der så ofte rejses krav om lovregler, der skal sikre ophavsmandens økonomiske eksistens. Sådanne krav går direkte mod karakteren af ophavsmandens virke, der er af uafhængig, personlig, skabende natur. Skal staten sikre ophavs- mandens økonomiske eksistens, så er det forbi med den uafhæn- gige skaben og ophavsmændene bliver statens livegne som under de totalitære systemer. I et statssamfund, der lever sit liv på basis af frihedsrettighederne, gives ophavsmanden de bedst mulige kår for hans virke. Men ophavsmanden har naturligvis selv sin øko- nomiske risiko. Ophavsretten kan sikre ham eneret til forskellig økonomisk udnyttelse, og organisationerne kan sikre hensigtsmæs- sige kontraktsnormer, men det er ophavsmanden selv, der skaber værket og derfor må tage sin del af den økonomiske skæbne, dette får. På den anden side må det, navnlig på baggrund af fortidens forsyndelser, kraftigt understreges, at ophavsmanden bør have sin del. Undertiden bestemmes honoraret som et beløb een gang for alle, hvilket dog navnlig var almindeligt tidligere og lige op til nutiden har været anvendt m. h. t. forlagsretten til oversættelser. *) „Die Verwandlung des Verlagsvertrages in ein Arbeitsverhältnis führt zur Beseitigung des Urheberrechts und zur weiteren Proletarisierung der geistigen Arbeiter,“ Goldbaum s. 278.