154 Ved køb af en forfatters hele produktion, altså hans tidligere ud- givne værker, ser man undertiden endnu denne form anvendt. Den duer ikke, hverken for ophavsmand eller forlægger. Unwin siger s. 66: „At købe een gang for alle er i virkeligheden det rene hasard, og forlagsvirksomhed er i sig selv så meget ha- sardspil, at det er unødvendigt yderligere at forøge risikoen. Des- uden er det efter min erfaring næsten lige meget, om man tjener eller taber på købet, for hvis heldet tilfældigvis tilsmiler forlæg- geren, kan han være vis på, at det ventes (om ikke rent ud for- langes) af ham, at han deler fortjenesten med den part, der ta- ber.“ Drejer det sig om en ophavsmand, der er i sin fulde kraft, bør formen aldrig anvendes1). Er produktionen fuldendt, og er overdragelsen udtryk for ophavsmandens ønsker om at ordne sine ophavsretlige og økonomiske forhold inden døden, kan forholdene muligvis motivere overdragelse på denne måde. 77. Som anført kan honoraret ikke opfattes som et vederlag for ophavsmandens arbejde og omkostninger ved værkets skabelse. Mange og store anstrengelser resulterer ofte i intet og omvendt kan en komponist, når han er heldig, på få timer skabe en „Schla- ger“ , der indbringer ham en formue. Honoraret er forlæggerens vederlag for den overdragne forlagsret. Heraf følger, at der e. o. ikke skal betales noget honorar, idet pligten til at udgive værket for egen regning og risiko og den dermed forbundne pligt til at yde et salgsarbejde undtagelsesvist kan være den ydelse, der modsva- rer overdragelsen af forlagsret til værket2). Ved sådanne viden- ') Da Bjørnstjerne Bjørnson første gang ville købe hus (i Kristiania) tilbød han Gyldendal sin produktion. Fr. V. Hegels svar i brev af 3% 1870 tjener denne til ære, ikke mindst fordi tankegangen i 1870 var en anden end nu: „Kjære Hr. Bjørnson. I Tankerne ser jeg det smukke Hus med sin skjønne Beliggenhed, hvorom De skriver, og af Hjertet ønsker jeg at kunne være Dem behjælpelig med at blive dets lykkelige Ejer. Men saaledes som De antyder med Kjøbe- sumnien, at afhænde til mig alle de Bøger, De har skrevet og alle dem, De i Fremtiden maatte skrive, vilde være en altfor dyr Maade at betale Huset paa, som da kunde blive Aarsag til et Brud mellem os, der dog skulle arbejde i F or- ening. Jeg tænker mig, at Sagen kunne ordnes saaledes . . . . “ jfr. L. C. Nielsen: Frederik V. Hegel II s. 37. Det store ved Frederik V. Hegel som forlægger var bl. a., at han tilfulde — på et tidligt tidspunkt — forstod, at ophavsmandens og forlæggerens interesser falder sammen, når loyale kontraktsforhold består dem imellem. 2) Goldbaum konstaterer s. 310— 11, at bestemmelse om honorar ikke ifl. den tyske forlagslov er et væsentligt begrebsmoment for forlagskontrakten. „Diese