157 ten, da det var ham, der ønskede at blive løst fra en af de for- pligtelser, som normalkontrakten pålægger ham, og han er den eneste, der kan begrunde fremsættelsen af kravet herom og doku- mentere dets berettigelse.“ Hertil må dog siges, at også ophavs- manden er bundet ved normalkontrakten, og at dispensation må søges af begge. Også ophavsmanden er e. o. interesseret i udgivel- sen af værket på de fra normalkontrakten afvigende vilkår, idet værket mulig kun kan udgives, såfremt dispensation gives. Om procenthonorarets størrelse siger Unwin s. 81, at honoraret for en udgivelse, som skal kunne bære sig, „kun kan beregnes af marginen mellem produktionsomkostningerne og forlæggerens ind- komst ved bogens salg. Mange forfattere erkender ikke denne ind- lysende og elementære kendsgerning og volder derved både sig selv og mange andre unødige genvordigheder“ . Ophavsmanden vil ofte af hensyn til den størst mulige udbredelse ønske bogladeprisen sat lavere end efter forlæggerens skøn forsvarligt. Her må dog forlæg- geren råde. Der er iøvrigt næppe tvivl om, at produktionsomkost- ningerne er steget uforholdsmæssigt sammenlignet med boglade- priserne, jfr. Unwin anf. sted. „Mange bøger er for billige og levner ingen passende margin til forfatter og forlægger, et faktum, som dog sjældent bliver forstået, end ikke af forfatterne, hvis interesser kan lide skade derved.“ Friheden til at aftale, hvad der stemmer med parternes inter- esser ved de ringe oplag har navnlig hensyn til digtsamlinger og debuterende ophavsmænd. Det bør dog understreges, at det ikke er i overensstemmelse med god forlagsskik helt at stryge honorar- ydelse i disse tilfælde. Forlagene bør yde en indsats overfor lyri- ken og overfor den begyndende ophavsmand. De faktiske for- hold viser, at ophavsmanden ofte senere lønner forlaget for risi- koen gennem nye arbejder. Friheden er for de illustrerede værker begrundet i de væsentlig højere fremstillingsudgifter, ligeså for de samlede værker, der kræver en stor kapitalindsats fra forlagets side, hvortil kommer, at mængden af de fremstillede værker her får betydning. De nævnte regler er bindende for forlagskontrakter, der sluttes mellem parter, der tilhører de pågældende organisationer. Sluttes kontrakt i strid med disse honorarregler og uden dispensation, er kontraktens bestemmelse om honoraret ugyldig og kan kræves tilsidesat af ophavsmanden. Dette er ikke ubilligt overfor forlæg-