158 geren, som ved, at begge parter er bundet ved disse honorarregler. Forlæggeren må derfor enten følge reglerne, herunder eventuelt i forening med ophavsmanden søge dispensation fra disse, eller afslå at udgive værket. For videnskabelige værkers vedkommende1) er der mellem For- læggerforeningen og Foreningen til beskyttelse af videnskabeligt arbejde truffet bindende aftaler om honorarets størrelse, særlig for bidrag til samlerværker. Iøvrigt er forholdene her så forskellig- artede, at det ikke er muligt at opstille generelle regler som ved skønlitteraturen. For skolebøgers vedkommende gælder også an- dre regler. Svares honorar her efter royalty systemet, er procent- satserne væsentlig lavere under hensyn til nødvendigheden af at billiggøre bogen, der sædvanlig vil have et fast marked og er bereg- net på store oplag. Skal et værk forinden ny udgave udsendes bearbejdes for at svare til tidens standpunkt på værkets område, og kan ophavs- manden selv foretage bearbejdelsen, opstår normalt ingen vanske- ligheder m. h. t. fastsættelsen af honoraret. Anderledes derimod når ophavsmanden er død eller ikke selv vil eller kan foretage bearbejdelsen. Den bearbejder, som herefter bringer værket å jour, må vederlægges ud fra andre synspunkter end ophavsmanden. I forlagskontrakten om den nye udgave må der træffes særlig be- stemmelse om honoraret til bearbejderen, idet honoraret for udga- ven deles mellem ophavsmanden, eventuelt dennes arvinger, og bearbejderen. Denne har principielt kun krav på vederlag for selve den udgave, han har medvirket til. Skal senere ny bearbej- delse ske ved en anden, har den tidligere bearbejder ikke krav på andel i honoraret. Bearbejdelsen kan arte sig som et nyt og selvstændigt værk, men sålænge ophavsmandens navn er knyttet til værket, må deling af honoraret finde sted. Delingen kan ske således, at bearbejderen får et bestemt beløb eller en andel af den royalty, forlæggeren skal svare. *) Ejnar Munksgaard siger i den danske udgave af Univins bog s. 68: „I et lille Land som Danmark vil saadanne Værker udgivet paa Dansk og ogsaa de paa fremmed Sprog publicerede praktisk talt aldrig kunne dække Udgivelsesom- kostningerne, derfor har da ogsaa de store videnskabelige Fonds, Carlsberg- fonden, Rask-Ørstedfonden og flere andre, den allerstørste Betydning for saa- danne Værkers Tilblivelse. Disse Fonds’ Indsats for vor videnskabelige Litera- tur er af uvurderlig Betydning saavel for Danmark indadtil, som for Danmarks kulturelle Betydning udadtil.“