159 79. Honorarets beregning. Det almindelige er nu, at honoraret sættes i forhold til værkets størrelse og salg enten som et beløb pr. ark pr. 1000 eksemplarer eller som visse pct. af bogladepri- sen pr. solgt eksemplar (hæftet), royalty systemet1). Retter honoraret sig efter arkantallet, medregnes hele bogen, titelsider, indholdsfortegnelse, tomme sider, registre o. s. v. Også billedsider skal i mangel af anden aftale medregnes. Ved bestilte værker, samlerværker o. lign. aftales i reglen et samlet arkantal for værket. Overskrides dette, haves ikke krav på honorar for de overskydende ark, medmindre forbehold er taget herom. Den nu mest anvendte beregningsmåde er royalty systemet kombineret med en a conto udbetaling ved oprettelse af forlags- kontrakt eller aflevering af manuskript. Principet i dette system er, at ophavsmandens honorar ubetinget følger bogens salg, så- ledes at der betales visse procent af bogladeprisen pr. solgt eksem- plar, jfr. N. F. ovenfor. For overskudseksemplarer, der er til rest, efter at oplaget er udsolgt, gælder ifl. N. F. § 8, at de må sælges, hvis ophavsmanden for dem modtager tilsvarende honorar, som er aftalt for selve oplaget2). I udlandet regnes der undertiden med visse procent af bogens nettopris, d. v. s. bogladeprisen minus bog- handlerrabatten. Da denne veksler, og da ophavsmanden ikke bør indblandes i forlæggerens forhold til boghandelen, er det ratio- nelle system at beregne i forhold til bogladeprisen. Systemet for- udsætter årlig regnskabsopgørelse med trykkeriseddelens angi- velse af antallet af trykte eksemplarer som udgangspunkt, N. F. § 11, stk. 1. Det må erkendes, at royalty systemet, der slavisk følger bog- ladeprisen, ikke åbner mulighed for at tage kvalitative hensyn. En murstensbog giver en høj bogladepris og dermed et højere honorar end et koncentreret værk. Runge siger s. 503: „W enn bei- ') G. H. Thring s. 37: „Royalty contracts are much the com m onest form o f contract in so much that while they give to a publisher and an author a fair financial return, they give to both if equitably drawn a fair protection.“ Se m o- delform ular med kommentarer s. 38— 65. 2) Ifl. fransk praksis råder forlæggeren ubetinget over disse eksemplarer — mains de passe — og er berettiget til at sælge disse uden at svare honorar, Basch s. 86, der anfører dom men i sagen mellem nogle forfa tterarvingcr, der uden held krævede royalty af overskudseksemplarer, og forlæggerens Vivés. Dommen henviser til den lange praksis og til „le consentement, qu’y avait donné leur auteur“ . Ophavsmanden bør sikre sig retten i kontrakten.