173 ersätte likväl upphovsmannens skada.“ I forbindelse hermed be- stemmer forslagets § 23, sidste pkt., at ophavsmanden ved kon- traktsbrud efter § 16 må beholde oppebåret honorar. Ifølge § 33 er budet i § 16 præceptivt. I sin kritik af forslagets §§ 15 og 16 omtaler Nybergh anf. sted s. 350 særlig honorarspørgsmålet, men forfatteren går desværre ikke nærmere ind på det principielle spørgsmål. Det ligger dybt forankret i forlagsrettens sædvaner, at oppebåret honorar ikke til- bagebetales ved forlagskontraktens ophævelse. Det, som er af af- gørende betydning i forslaget, er imidlertid forlæggerens erstat- ningspligt, der viser, at forslaget vil indføre en retspligt til udgi- velse af nyt oplag, oven i købet som en præceptiv regel. Begrun- delsen i mot. s. 10, der henviser til den tyske forlagslov, stemmer ikke hermed. Derimod går Hedfeldt anf. sted s. 242 ff. ind på en drøftelse af det principielle. Det væsentlige indhold af forlagskontrakten er, at forlæggeren påtager sig at fremstille en vare af forfatterens værk og bringe det ud heraf, som forretningsmæssigt er muligt. Dette medfører, at han skal fremstille og sprede så mange eksem- plarer, som markedet kan absorbere. „Om han brister i detta, bor han rimligtvis hålla författaren skadeslös for vad denna dårige- nom förlorar i honorar.“ Hvis forlæggeren bevisligt ikke forret- ningsmæssigt bringer det ud af bogen, som kan gøres, er han nærmest til at bære begges tab derved. Nogen skyld (culpa) behø- ver ikke at påvises som betingelse for, at skadeserstatningspligt indtræder. Iøvrigt fremhæver forfatteren, at dette er en rent prin- cipiel betragtning, som fremsættes i klar bevidsthed om, at et er- statningskrav fra ophavsmandens side ikke er meget værd. Dis- kussionen er overvejende akademisk. Et tilfælde, hvor erstatningspligt efter forfatterens opfattelse klart bør anerkendes, er hvad jeg vil betegne som tidsbundne vær- ker. Forfatteren nævner reportageværker fra sidste verdenskrig. „I ett sådant fall sker tryckning från en stående sats, allteftersom efterfrågan uppskattas med ledning av inkommande rekvisitio- ner och rapporter, och bokbinderiet arbetar så att såga ur hand i mun — redan tanken att i denna situation göra en decideret råtts- lig skillnad mellan den första upplagan och en följande förefaller ytterst verklighetsfråmmande.“ Når forfatteren derefter nævner, at forlæggeren efter at have antaget en sådan bog kommer på an-