174 dre tanker og af kunstneriske, moralske eller politiske grunde for- sætligt beslutter at „hejda“ udgivelsen, og fremhæver, at det nu er for sent at få bogen ud på andet forlag, må bemærkes, at forlæg- gerens pligt til at udgive 1ste oplag er utvivlsom, og at brud på denne pligt selvsagt giver forfatteren erstatningskrav. Iøvrigt er det valgte eksempel i relation til det her behandlede spørgsmål ikke anderledes beskaffent end det ovenfor fremdragne, hvor en skønlitterær bog får succes og i sæsonen kan trykkes i oplag på oplag, sålænge efterspørgslen vedvarer. Her kompliceres spørgsmålet ikke ved omslag i forlæggerens holdning til værket, der foreligger rent. Her kan først spørges, om ikke selve den omstændighed, at for- lagskontrakten er en gensidig kontrakt, må være afgørende? Ret og pligt må følges ad som ellers. Denne betragtning er dog ikke afgørende. Forlagskontrakten er vel gensidig, forlæggeren for- pligter sig jo også til at udgive værket (i første oplag), og han på- drager sig erstatningspligt ved ikke at opfylde denne pligt. Men forlagskontrakten er en contractus sui generis. Kontraktens sær- lige karakter får betydning også i denne relation. Kontrakten hvi- ler på et specifikt gensidigt tillids- og afhængighedsforhold. For- læggeren forfølger med udgivelsen både sine egne og ophavsman- dens økonomiske interesser, og sålænge disse følges ad, er der intet, der taler for, at forlæggeren skulle svigte ophavsman- dens interesser. Herudfra er der ikke noget mod kontraktens væ- sen stridende i den omstændighed, at forlæggeren med hensyn til udgivelse af nyt oplag får ret, men ikke pligt til foranstaltning. For så vidt bliver denne klausul i kontrakten, hvad man kalder en haltende kontraktsbestemmelse, negotium claudicans. Ligesom god forretningsskik på forlagsområdet tilsiger, at ophavsmanden, når der i kontrakten kun er aftalt udgivelse af eet oplag, må hen- vende sig til forlæggeren og tilbyde ham at udgive også næste oplag, således er der intet mod kontraktens væsen eller god forret- ningsskik på området stridende deri, at forlæggeren betinger sig ret til at udsende det nye oplag. Der må derfor påvises meget væg- tige grunde til at ændre den bestående retstilstand i alle de nordi- ske lande derhen, at der ved præceptiv lovregel pålægges forlægge- ren, der efter kontrakten har ret til at udgive nyt oplag, at foran- stalte sådant i strid med hans forretningsmæssige skøn. Hvorledes vil en sådan lovregel virke. Dens udgangspunkt er